Tekst & Foto: Johnny Tauman
10. april 2022
Det ser ud til, at mange af læserne af vores netavis vælger at klikke direkte på Søndagskrydderen frem for at vælge indgangen via Facebook. Det er vi rigtig glade for. Formen med 6 små artikler gør det vanskeligere at kommentere, men har man et budskab, så er der altid muligt at tage direkte kontakt til en fra redaktionen. I dagens udgave opfordrer rene@rykindribe.dk til at få kontakt med personale fra hjemmeplejen, som stadig har udfordringer med at få en parkeringslicens. Du bliver desuden orienteret om den midlertidige lukning af Bærmevej, få indblik i fiskenes mulighed for at passere stemmeværket frislusen, resultatet af REHH-s sidste kamp i grundspillet mm.
Bærmevejen er lukket

Rigtig mange naturelskere vælger at tage oplevelser ved Gammel Hviding Engsø. Her er masser af fugleliv og en herlig natur i det, som også kaldes Gl. Hviding Klæggrav. Engsøen blev etableret i 2007 under ledelse af Skov og Naturstyrelsen (nu: Naturstyrelsen), der ejer arealet. Normalt kan man køre langs diget ad Bærmevej, men den er midlertidig afspærret. Det forhindrer dog ikke, at mange med kikkerter og lange objektiver forsøger at få et glimt af såvel yngle-, træk- og rastefugle.
Har du ikke været i området tidligere, kan du benytte følgende kørevejledning fra Dansk Ornitologisk Forening: Man kan komme til Gammel Hviding Engsø fra rute 11 (Ribevej) mellem Ribe og Skærbæk. Ca. halvvejs mellem Hviding og Rejsby kører man vestpå ad Høgsbrovej og Gl. Hvidingvej til Gammel Hviding by. Herfra følger man Gl. Hvidingvej mod vest. Lidt efter Hviding Nr. Rampe drejer vejen skarp til venstre og hedder nu Hviding Sdr. Rampe. Efter et sving til højre kommer man til diget, hvor man kan parkere. Fra vejen har man et godt overblik over digesøen, men ved at gå op på diget bliver udsigten endnu bedre, og herfra kan man også se forlandet og en del af Vadehavet.

Det perfekte bibliotek i skønne rammer

Er du klar over, at Ribe har en unik perle i SeminarieHuset – en perle, som flyttede ind for snart 10 år siden. Det drejer sig om Ribe Bibliotek, som med en omfattende fornyelse fik ideelle rammer.

Der blev for det første skabt lys og luft ved at reducere antallet af bøger på biblioteket, men i forbindelse med den gennemgribende modernisering af det gamle SeminarieHus blev der taget højde for tilbud og rammer, som et et moderne bibliotek har brug for.
Biblioteket henvender sig til den brede del af befolkningen med plads til studier, fordybelse og avislæsning, men også til de mange børn og unge, som kommer i området: Ungdomsskolen, Klubben eller Vadehavsskolens afdelinger.
Biblioteket kan benyttes næsten døgnet rundt – fra kl. 07:00 – 22:00 med selvbetjening. Ønsker du at få kontakt med en af de ansatte, så er det også muligt på ugens første fem dage.

Frislusen som fiskevej
En ripenser undrer sig over den megen snak om stemmeværkerne – og fiskenes udfordringer med at passere fx. gennem frislusen. Han har været tilbage i sine gamle “arkiver” og fundet dette billede. – Mon ikke fiskene dengang kunne forcere strømmen og nå sikkert videre mod gydepladserne langt inde ad åsystemet? Og så har jernbanebroen vel aldrig voldt problemer? lyder spørgsmålene med henvisning til, at det gamle stemmeværk kunne justeres ved at fjerne pæle og brædder.
- Collage af tilsendte billeder
Hvordan er arbejdsvilkårene?

Tekst & Foto: René Jørgensen
For snart flere siden forsøgte vi på RYK IND RIBE at få et overblik over, hvorfor Hjemmeplejen selv skulle betale parkeringsafgifter, og hvorfor man derved skulle have penge med for at gå på arbejde. To år i træk – til Ribe Dyrskue – blev borgmesteren og daværende medlem af de konservative Peder Tørnqvist mødt på pladsen med spørgsmålene. Det ene år af en talskvinde fra hjemmeplejen.
Intet er sket – og dog! Der er etableret to parkeringspladser mellem Grønnegade og Præstegade, men det kræver vel næsten, at der er et plejebehov, inden for en kort afstand. Ellers giver det jo ingen mening. Det forlyder da også fra borgere bosiddende i nærheden af parkeringspladsen, at pladserne ikke bliver brugt.
Det må stå klart for enhver, at at det ikke er løsningen for Hjemmeplejen. Hvad vi ofte også hører er, at arbejdsforholdene heller ikke er optimale.
RYK IND RIBE vil gerne vide, hvordan det går. Vi søger derfor kontakt med sygeplejersker, der er udekørende i fx. akuttjenesten og besøger meget syge borgere. Hvordan mærkes Kommunens modvilje til at udstede parkeringslicenser til kommunens egne tjenestebiler.
Vi ønsker også dokumentation for, om kommunen har dækket nogle parkeringsafgifter, fx. i forbindelse med kritisk sygdom, hvor en sygeplejerske ikke har kunnet forlade en borger.
Hvis der er 3 – 4 sygeplejersker, som vil lade sig interviewe om problemet, kan de kontakte René på mailadressen: Send en mail til rene@rykindribe.dk
RYK IND RIBE vil sikre anonymitet i artiklen.
En faglig funderet artikel vil blive forelagt medlemmer i Sundhedsudvalget i Folketinget for at få en politisk vurdering: skal der lovgives om vilkår ved sygebesøg i kommunale køretøjer – og hvordan udfodringerne skal tackles i kommunerne: a) udstedelse af parkeringslicenser eller b) betaling kommunal betaling af parkeringsafgifter.
Ribe-Esbjerg HH tabte til SønderjyskE

Christoffer Langerhuus scorede 1 mål, mens Noah Gaudin ser til – han scorede blot 2 mål i denne kamp (arkivfoto).
Når Ribe-Esbjerg HH onsdag d. 20. april indleder slutspillet mod GOG Håndbold i Blue Water DOKKEN, må man håbe, at et talstærkt og begejstret publikum kan være med til at bære holdet igennem kampen – og dermed viske indtrykket fra de sidste 9 kampe i grundspillet bort. Her er det nemlig blevet til 7 nederlag – det sidste i Skansen lørdag eftermiddag, da SønderjyskE Håndbold sejrede med (31-27) efter pausestillingen (14-15).
Målscorere
SønderjyskE Håndbold: Andreas Lang 7
Ribe-Esbjerg HH: Jonatan Mollerup 6, Sune Iversen 5, Miha Zvizei 4, Jonas Larholm 3, Mathias Jørgensen og Morten Jørgensen hver 2, Christoffer Langerhuus og William Aar hver 1.

Der bør kunne skabes god stemning med en publikumsrekord mod GOG Håndbold
Hovedengen SKAL være klar

Hovedengen fotograferet af Ove Detlevsen
Inden længe skal Hovedengen igen være samlingssted for rigtig mange mennesker. Og det er her særlig vigtigt at være opmærksom på, hvordan vandstanden i åsystemerne arter sig – og dermed ikke mindst, hvordan Hovedengen har det rent fysisk efter flere oversvømmelser – dels i vintermånederne, men så sandelig også i forbindelse med Ribe Dyrskue 2021.
I maj er der Tulipanfest – og veterantræffene vil også snart trække velrenoverede køretøjer og begejstrede tilskuere. Den sidste weekend i juli er der igen planlagt Ribe Dyrskue.













































































