Tekst, Foto & Collage: Johnny Tauman
30. oktober 2023

Med de ekstreme nedbørsmængder er der pres på vandløbene, som mange steder i landet har svært ved klare afvandingen. Flere steder oplever man tydelige erosioner i brinker, som betyder, at større sandmængder flyder med strømmen.

Og hvilken betydning har det så, hvis kommunen undlader at tømme de anlagte sandfang, som fx. I Tved Å / Hjordvad Å ved Riplay. Dette sandfang er ifølge biolog Ole Juul Pedersen fra Esbjerg Kommunes afdeling for Natur & Vandmiljø ikke tømt i 2021, 2022 og endnu i 2023.

Nyt afvandingsbassin ikke anvendt

Sandfanget ved Riplay

RYK IND RIBE skrev i december sidste år: – Vandet strømmer uhindret fra Hjortvad Å / Tved Å gennem sandfanget ved Riplay og videre ud i Ribe Vesterå, fortæller Ole Juul Pedersen, som tilføjer: – Det betyder, at mængden af sand, der skal opfanges i sandfanget er rimelig stor.

Dengang var der endnu ingen konkrete planer for, hvornår sandet skal pumpes op i det nye afvandingsbassin, men fyldningsgraden følges nøje. Der blev peget på, at afvandingsbassinets volde ville have godt af at få tid til at sætte sig lidt, men at der samtidig ikke måtte være risiko for, at der vil komme sand ned over det nye stryg. Der kan være mindst 3.500 m3 sand i afvandingsbassinet ved Riplay.

Brune aflejringer i Mølledammen

Dronefoto: Ove Detlevsen

Sandfanget ved Seem er endnu ikke tømt i 2023 til trods for de store vandmasser, som passerer. Et af resultaterne kan ses dels i Mølledammen, hvor der er tydelige sandaflejringer, men også neden for frislusen nær Johanne Dan er der opsamlet en sandbanke. Her har flere skibe siddet uhjælpeligt fast ved lavvande i Ribe Vesterå.

 

Sandfanget i Kongeåen

Arkivfoto (oktober 2021)

Det nyeste sandfang, som også er en del af afvandings udfordringerne i Kongeåen, er blevet tømt to gange – med henholdsvis ca. 3900 / 1600 m3  Noget af sandfanget herfra blev anvendt til retablering af Andeøen med nye brinker i 2022.

Tømmes med passende interval

Et sandfang er en kort vandløbsstrækning – typisk 50-200 m lang, hvor vandløbets bredde og dybde er udvidet. Derved nedsættes vandets hastighed på strækningen, og sandet synker til bunds i sandfanget.

Sandfang anlægges for at begrænse transporten af sand i vandløbet, og det tømmes med gravemaskine eller pumpes op med passende interval. I offentlige vandløb kan placeringen og størrelsen af et givent sandfang normalt ses i vandløbets regulativ.

Der er bla. følgende fordele ved et sandfang:

  • det nedsætter transporten af sand (nedstrøms)
  • det beskytter nedstrøms strækninger mod hyppige oprensninger
  • det hindrer hævning af vandløbsbund

Sandfang kan være et plus

På hjemmesiden www.fiskepleje.dk kan man læse: Sandfang anlagt i selve vandløbet kan derfor være en løsning til at sikre, at særligt værdifulde strækninger som fx etablerede gydebanker og opvækststrækninger for laksefisk friholdes for unaturligt store sandmængder.

Alternativet til at anlægge egentlige sandfang vil mange steder være tilbagevendende oprensninger af lange strækninger af vandløbet med maskine og eventuelt hyppig grødeslåning for at sikre vandløbets evne til at aflede vand. Sådanne oprensninger er meget kraftige indgreb, der har langt større negative virkninger end sandfang, der er anlagt korrekt.