Tekst Hasse Jørgensen, pressefoto, onsdag den 14. september 2022

Over 60 værker af L.A. Ring bliver samlet i ny stor udstilling på Ribe Kunstmuseum, der viser sjældent sete malerier fra udlandet og privateje samt mesterværker fra kunstmuseer i hele landet. Udstillingen sætter fokus på L.A. Rings stærke og upolerede skildringer af naturen, og på hvordan årstiderne afspejler menneskelivets forskellige faser.

Det har været noget af et puslespil for medarbejderne på Ribe Kunstmuseum, men nu er den sidste brik lagt, og resultatet er klar til at blive vist frem. Den nye store udstilling om den danske kunstner L.A. Ring (1854-1933) åbner 17. september og viser over 60 værker fra ind- og udland. Flere af værkerne har sjældent været vist i Danmark, så der venter museumsgæsterne en ekstraordinær kunstoplevelse.

Vandring i de fire årstider

Det er dr.phil. og L.A. Ring-forsker Henrik Wivel, der står bag udstillingen sammen med scenograf Anne Schnettler. Wivel har valgt at fokusere på L.A. Rings nære forhold til naturen (Ring malede altid udenfor), og kunstnerens forståelse af årstiderne som symbol på menneskelivet: Foråret som barndom og ungdom, sommeren som livets afklarede midte, efteråret som eftertænksomhed og vinteren som alderdom og afslutning. Udstillingen er derfor koreograferet som en vandring gennem de fire årstider, og på museet glæder man sig til at åbne dørene ind til Rings kunstneriske univers:

– I kraft af generøse fondsbevillinger og fantastiske indlån fra ind- og udland kan vi præsentere nogle af Rings hovedværker, såsom Høst (1885), Forår (1895) og Sommerdag ved Roskilde Fjord (1900), og vise, hvordan Rings forståelse af naturen og årstiderne udvikler sig – fra de tidligste til seneste værker. Det er altså både en fabelagtig flot og fagligt væsentlig udstilling, fortæller direktør Anne-Mette Villumsen, Ribe Kunstmuseum.

Det særlige ved L.A. Ring

Hvad er det så, der gør Ring til noget særligt i den danske kunsthistorie? Ring var en pioner inden for både symbolisme og socialrealisme i dansk kunst. Og så var han ifølge museumsdirektøren en særdeles dygtig tekniker, som udviklede sit helt eget sanselige og skarpe formsprog:

– Du er ikke i tvivl, når du står over for et Ring-værk. Han har sin helt egen stil, og man bliver nærmest suget ind i motiverne.  Når han maler en kornmark, får man følelsen af selv at stå midt i den. Og i hans vinterbilleder kan man nærmest høre sneen knirke. Jeg er sikker på, at publikum bliver bjergtaget af Ring og hans årstider, slutter Anne-Mette Villumsen.

Udstillingen varer til 15. januar 2023, hvorefter den vises på Fuglsang Kunstmuseum og senere Øregaard Museum. Der udgives katalog til udstillingen, og museet er vært for flere foredrag om kunstneren.