Tekst Hasse Jørgensen, arkivfoto Ryk Ind Ribe, torsdag den 26. maj 2022

Mens den 96 meter lange bådebro, der skal ligge ud for Restauration Kammerslusen, nu er kommet i vandet og midlertidigt fortøjet ved sejlklubbens bådebroer længere mod øst, er der også kommet gang i salget af de bådaktier, der skal være med til at finansiere udskiftningen af bådebroerne.

Aktierne lyder på 1000 kroner, og de vil blive indfriet over en ti-årig periode.

– Vi har optimistisk sagt, at vi gerne ville sælge 500 aktier, og efter et par måneders salg har vi nået en tredjedel. Det måtte godt have været mere, men på den anden side synes vi også, det er godt i betragtning af, at vi ikke offentligt har reklameret ret meget for dem, siger formanden for Ribe Sejlklub Lars Buhrhall.

Han peger samtidig på, at i og med, at den 96 meter lange gæstebro er kommet i vandet, er der nu også et håndgribeligt bevis på, at der sker noget.

– Vi har købt broen ved firmaet Kentek. De har så travlt, at de gerne ville af med vores bro for at få mere plads hjemme. Det sagde vi ja til, selv om det egentligt var lidt for tidligt, men ved at få den i vandet kan folk også se, at der sker noget, fortæller Lars Buhrhall.

Han fortæller videre, at planen for udskiftning af de bådebroer, der ligger øst for Kammerslusen er, at i første omgang skal der graves nogle rør ned i åbunden, som de nye bådebroer skal fastgøres ved.

– Det håber jeg meget sker inden entreprenøren går på sommerferie. Det er arbejde, medlemmerne selv skal lave, og i sommerferien er der ikke mange medlemmer hjemme. Da sejler de jo. Men efter sommerferien regner jeg med, at vi kan gå i gang med arbejdet, oplyser sejlklubbens formand.

Investerer i stedet

En af dem, der er glad for projektet, er forpagteren af restauration Kammerslusen, Niels Toft, der bakker projektet op ved at købe fem af broaktierne.

– Det er dejligt, at der nu er er kommet rigtig gang i projektet. Når gæstebroen og de øvrige broer er færdige, vil det give mere liv på stedet, og det vil gøre stedet endnu mere unikt og interessant.

– Som jeg forstår det, vil det planlagte slæbested blive etableret næste år. Det betyder, at både lokale og turister kan komme med deres mindre både, sætte dem i åen via slæbestedet og få nogle dejlige timer på åen og Vadehavet. Det vil give mere aktivitet til gavn for hele området, siger Niels Toft.

Den nye gæstebro er søsat og venter nu på sin endelige placering