Tekst: Annette Brøchner Lindgaard
Foto: Arkiv
Fredag d. 26. maj 2023
Under overskriften Nordisk Drøm offentliggør Rued Langgaard Festivalens sit program, der i år foregår fra d. 31. august til d. 3. september. Festivalen indeholder som altid også en række koncerter i bl.a. Sct. Catharinæ Kirke og i det gamle Rådhus, hvor der udover koncert spillet på Rued Langgaards eget flygel også planlægges åbning af en fast Rued Langgaard udstilling.
Som noget nyt planlægges en familiekoncert med Esbjerg Ensemble og musikformidler Ole Kiilerich, hvor alle kan være med. Og samtidig fortsætter festivalen de pædagogiske tiltag i samarbejde med Ribe Katedralskole og MGK Esbjerg. Endelig er der festivalens tre Late Night Langgaard Lounges med artist-samtaler, hygge og Langgaard Porter fra Ribe Bryghus.
Ligeledes for første gang i Rued Langgaard Festivals historie præsenteres to symfoniske koncerter. Sønderjyllands Symfoniorkester spiller musik af Nancy Dalberg, Sibelius og Langgaards og på åbningsaftenen kan vi se frem til nogle af Frankrigs største musikalske talenter under ledelse af Michael Schønwandt.
Den nordiske natur og de særlige stemninger, der er knyttet til livet i Norden, er i fokus ved årets Rued Langgaard Festival. Det tætte mørke i vinterhalvåret og eksplosionerne af lys om sommeren er et grundvilkår, og det har påvirket Jean Sibelius, Nancy Dalberg og Rued Langgaard, der hver især har komponeret en enestående musik, som har rod i en rig romantisk følelsesverden, og hvor det nordiske sinds univers spiller sammen i kontraster af mørke og lys, ensomhed og kærlighed, det rå og det sødmefyldte i årstidernes skiften.
Ensomhed var et grundvilkår for Sibelius, Dalberg og Langgaard. Men igennem deres musik og i samspillet med mytologiske fortællinger og poesi kom de i kontakt med en verden, der var større end dem selv. Festivalen sætter fokus på mytologiske fortællinger. Her spiller bl.a. det finske nationalepos Kalevala en hovedrolle.
Med digterne Edith Södergran, Viktor Rydberg, Selma Lagerlöf, Jenny Blicher-Clausen, Thor Lange og Holger Drachmann, der kan opleves i musik af festivalens tre komponister, præsenterer vi en række af Nordens fineste digtere. Ligesom forfatteren Knud Romer vil sætte lys på ensomheden gennem digternes, komponisternes og sine egne oplevelser i et foredrag
Med Rued Langgaards nat – stemningsbilleder i og omkring Ribe Kunstmuseum introduceres desuden et nyt koncert-koncept, der inddrager Ribe Å, Museumsparken og Museet. I denne vandrekoncert kommer publikum tæt på nogle af de helt særlige stemninger, som Ribe rummer, og som er en afgørende klangbund for den sene Rued Langgaards musik og tankeverden. Undervejs viser finlandssvenske Edith Södergran sig som en ven i ånden – oplæst af skuespiller Sonja Richter. DJ Katrine Ring optræder i ny musik inspireret af byens lyde, årets billede og Langgaards musik, og der er minikoncerter og talk med fokus på festivalens tema Nordisk Drøm.
Hele programmet kan ses på festivalens hjemmeside https://langgaardfestival.dk/ desuden vil RYKINDRIBE omtale arrangementerne nærmere hen over sommeren.