Tekst: Team Esbjerg foto: René Jørgensen
4. september 2026.

Cheftræner understreger alle kampes vigtighed

I så stærk en turnering som EHF Champions League er alle kampe vigtige. Cheftræner Tomas Axnér fastholder, at styrken i holdene i turneringen er så stor, og konkurrencen er så tæt, at alle kampe er vigtige. Derfor går Team Esbjerg efter at komme godt i gang med en ny kampagne, hvor målet er Budapest. Første skridt på vejen er tyske BV Borussia Dortmund.

I fjor oplevede Team Esbjerg på egen hånd, hvad det betyder, hvis man bare mangler få procenter fra sit bedste. Nederlag mod Gloria Bistrita og en uafgjort mod Buducnost førte til en svær seedning i kvartfinalen mod CSM Bucuresti. En kvartfinale, der også blev endestationen.

Skuffelsen var enorm og til at føle på. Men nu står Team Esbjerg igen på tærsklen til en ny sæson i Champions League og en ny chance. Og lærdommen fra seneste sæson er bestemt ikke glemt.

– Alle kampe i Champions League er vigtige, hvis man som klub, har ambitioner om at komme langt, og det har vi. Derfor er det vigtigt, at vi får en god start i første kamp, siger cheftræner Tomas Axnér.

Mulighederne for at ende i top to, der giver en direkte billet til kvartfinalen, er til stede, men det står til at blive en kamp mellem fire af gruppens mandskaber. Ungarske FTC med en mindre Esbjerg-koloni, seneste sæsons nemesis i CSM Bucuresti og Brest, der var med i Final4 i fjor.

– Jeg ser muligheder mod alle hold velvidende, at der er flere om buddet til de to topplaceringer, så der er både muligheder og farer. Målsætningen er at komme så langt som muligt, men vi vil gerne i top to, så vores vej kan blive nemmere, og det er vores indgangsvinkel til det, siger cheftræneren om gruppen, der udover de fem nævnte også tæller Krim, Sola og Buducnost.

Det første opgør af 14 i gruppespillet er mod Dortmund, og der er gode chancer for at komme hjem med to point. Cheftræneren peger især på den måde, som holdet har begyndt sæsonen på, som værende positiv.

– Vi er kommet godt i gang i denne sæson, i begge ender af banen. Der er helt sikkert nogle detaljer, som bliver vigtige til opgøret. Vi tager derned for at gå efter de to point, men jeg ser også, at der skal en god præstation til, siger Tomas Axnér og uddyber:

– Dortmund har flere landsholdsspillere på holdkortet, og de har skabt et godt samarbejde med en meget bevægelig stregspiller, og det skal vi være opmærksomme på.

Fredag morgen tog holdet afsted på den lange rejse til Ruhr-distriktet til begyndelsen på årets Champions League.

Team Esbjergs trup til kampen i EHF Champions League mod BV Borussia Dortmund lørdag den 5. september kl. 16.00 i Helmut-Körnig-Halle, Dortmund:

Målvogtere: Katharina Filter og Silje Solberg

Venstre fløj: Elin Hansson og Sanna Solberg

Højre fløj: Mia Emmenegger og Marit Røsberg

Streg: Rikke Iversen og Olivia Löfqvist

Bagspillere: Live Rushfeldt Deila, Henriette Eggen, Line Haugsted, Helene Kindberg, Nora Mørk og Henny Reistad.