Tekst og foto: René Jørgensen
28. august 2026.
Ribe rykker til Tønder Festival – både foran og bag kulisserne
Tønder: Tønder Festival er langt fra kun et tilløbsstykke for folk fra Tønder og omegn. Også fra Ribe går turen hvert år sydpå – nogle for musikken og festivalstemningen, andre for at trække i arbejdstøjet som en del af den store flok af frivillige.
Danmarks største festival målt på publikum er Roskilde Festival med omkring 140.000 deltagere. Tønder Festival spiller størrelsesmæssigt i en anden liga, men har gennem mere end 50 år opbygget en position som en af Nordens betydeligste festivaler inden for folk, roots, country, blues og beslægtede genrer.
Festivalen blev første gang afholdt i 1974, og i 2025 lagde omkring 15.000 gæster vejen forbi.
Bag de fire festivaldage ligger en enorm frivillig indsats. Mere end 3.000 frivillige er med til at få det hele til at fungere – både gennem planlægningen op til festivalen og under selve dagene i Tønder.
Og blandt dem finder man flere kendte ansigter fra Ribe.
40 gange på Tønder Festival
Den første Ribe-borger, RYK IND RIBE støder på, er Mogens Falk. Han hører efterhånden til blandt festivalens særdeles erfarne gæster.
– Jeg har været her 40 gange, fortæller han.
I år glæder han sig blandt andet til at høre det skotske band Skerryvore, der musikalsk trækker på nogle af de samme traditioner, som gjorde Runrig til et populært navn blandt mange folk- og rockfans.
Runrig har Mogens Falk selv oplevet adskillige gange på Tønder Festival.
– Vi er her fra mandag til søndag, fortæller han, mens turen går videre rundt på pladsen.
Mogens Falk og hustruen Asha Wellis har slået sig ned på festivalens campingplads, og som dagen skrider frem, viser det sig hurtigt, at de langt fra er de eneste fra Ribe, der har fundet vej til Tønder.
Der bliver hilst på mange kendte ansigter.
Ribe-folk i de gule veste
Det er dog ikke alle, der er kommet alene for at nyde musikken.
Blandt de frivillige i de karakteristiske gule veste møder vi Helle Højland og Ann-Kirstin Pettersen. De har gennem flere år været en fast del af det store frivillige hold, som er helt afgørende for, at festivalen kan gennemføres.
I et af madteltene dukker endnu et kendt Ribe-ansigt op.
Kirsten Dons er bestemt ikke ubekendt med festivalarbejde. Hjemme i Ribe er hun medarrangør af Jazzfestivalen, men i Tønder er hun denne gang trukket i arbejdstøjet som frivillig.
Hendes forhold til Tønder Festival går helt tilbage til 1978, og siden da har hun været fast gæst år efter år.
Når tjansen i Ølteltet er overstået, bliver der selvfølgelig også tid til musikken. Kirsten ankom tirsdag og har – ligesom flere af de andre Ribe-gæster – valgt at bo på festivalens campingplads.
Søren bytter guitaren ud med frivilligt arbejde
Midt på festivalpladsen møder vi Søren Møller, som mange ripensere kender med en guitar i hænderne. Gennem årene har han underholdt mange steder rundt om i landet. I Tønder er rollen imidlertid en anden.
Også Søren Møller er blandt festivalens frivillige. Når dagens opgaver er klaret, bliver der dog tid til at skifte arbejdet ud med musik og festivalstemning sammen med hustruen Gitte.
Det er efterhånden tydeligt, at Tønder Festival for en del ripensere er blevet en årlig tradition – hvad enten de kommer som gæster eller som en del af den store frivillige arbejdsstyrke.
Fra Jake Bugg til amerikansk roots
Når RYK IND RIBE nu for første gang var på besøg på Tønder Festival, skulle den musikalske del naturligvis også prøves af.
Blandt de kunstnere, vi oplevede, var engelske Jake Bugg. Singer-songwriteren og guitaristen fra Nottingham slog allerede som teenager igennem omkring 2012.
Hans tidlige musik er præget af en enkel og akustisk lyd med inspiration fra folk, country og blues, og han er gennem årene ofte blevet sammenlignet med blandt andre Bob Dylan og Donovan. Senere har hans musik bevæget sig mere i retning af rock og en mere moderne produktion.
På Open Air-scenen stod også The Felice Brothers.
Det amerikanske folk-rock- og countryband fra staten New York blev dannet i 2006 og er kendt for en rå og upoleret lyd med fortællende tekster. Banjo, harmonika og akustiske instrumenter er med til at give musikken sit tydelige præg af amerikansk roots og folk.
Lange køer ved teltene
Open Air-scenen gav god mulighed for at opleve musikken, men anderledes vanskeligt blev det ved flere af teltkoncerterne.
Her var køerne lange, og ikke alle kom indenfor. Flere måtte derfor tage til takke med at stå uden for teltene og lytte med.
Kathryn Tickell & The Darkening optrådte i Telt 2, og de heldige, der fik plads, kunne opleve en blanding af traditionelle nordengelske musikrødder og mere moderne rock- og elektroniske rytmer med blandt andet violin, harmonika, guitar, trommer og sang.
Kathryn Tickell kommer fra Northumberland i det nordøstlige England og er især kendt som en af de førende musikere på Northumbrian smallpipes – en særlig type engelsk sækkepibe.
The Darkening blev dannet i 2018, og selv navnet har forbindelse til hjemegnen. ”The Darkening” er et gammelt northumbrisk udtryk for tusmørke.
En festival, der også har lidt af Ribe i sig
Efter en dag på pladsen er det musikalske indtryk stort, men mindst lige så tydeligt er det, hvor meget de frivillige betyder for Tønder Festival.
Bag scenerne, i teltene og rundt på pladsen arbejder tusindvis for at skabe de fire festivaldage, som publikum oplever.
Og midt i det hele dukker ripenserne op.
Nogle har været med i årtier, andre arbejder frivilligt, og når vagten er slut, mødes de igen foran scenerne.
Der er omkring 50 kilometer mellem Ribe og Tønder, men når Tønder Festival går i gang, virker afstanden pludselig ikke særlig stor.
Mere tekst og fotos herunder:

Mogens Falk, Ribe

Helle Højland og Ann-Kirstin Pettersen

Kirsten Dons er bestemt ikke ubekendt med festivalarbejde. Hjemme i Ribe er hun medarrangør af Jazzfestivalen, men i Tønder er hun denne gang trukket i arbejdstøjet som frivillig.

Søren og Gitte studerer planen over de mange koncerter på pladsen

Var man kommet for at høre Signe Svendsen på Æ Skovscene, skulle man komme i meget god tid. Ved indgangen stod der en lang kø og man kom kun ind vis en gik ud, og det skete selvfølgelig ikke. Det vidner om Signe Svendsen er meget populær, og alle tilskuerpladserne var da også så fyldte, at mange måtte stå op. Yderst til venstre er det Lars Skjærbæk på guitar, der altid byder på god guitarspil.

Der blev lyttet til Signe Svendsen

The Felice Brothers.

Kathryn Tickell & The Darkening

En farvestrålende Kathryn Tickell kommer fra Northumberland i det nordøstlige England
Herunder lidt publikum billeder:

Disse 2 countrygirls var i god feststemning og tog sig en dans med deres egen skygge. Jo muligheder var mange.

Opmærksomheden henledes på rygmærket, The pink lady var tydeligvis Dolly Parton fan. Desværre fik hele verden den kedelige meddelelse i denne uge, at den amerikaske sangerinde var gået bort i en alder af 80 år.


Der er mange måder at være til festival på. Her ved open air scenen blev der slappet af med strikketøjet.


En dårlig fod kan også trænge til lidt hvile.








































































