Tekst Hasse Jørgensen, foto privat, torsdag den 6. marts 2025
Der er stor aktivitet i Ribe Husmoderforening, og der er virkelig god opbakning til de mange arrangementer, der holdes.
Foreningen fylder i år 90 år, og onsdag aften var der 190 ud af i alt 305 aktive medlemmer, der var mødt op til generalforsamlingen. I det sidste år har foreningen fået 38 medlemmer, og med de 305 aktive medlemmer er foreningen en af Ribes store.
Men navnet skal ikke ændres. Det blev slået fast på generalforsamlingen.
Formanden, Tove Laursen, kom på generalforsamlingen for ti år siden med et forslag til et nyt navn, der skal signalere, at der er tale om en moderne kulturel og social forening, der ikke har meget forbindelse med det gamle begreb ”husmoder”. Den gang blev forslaget nedstemt, og da Tove Laursen igen onsdag aften fremsatte forslaget, var der også markant flertal for ikke at ændre navnet.
En af begrundelserne var: hvorfor ændre noget, når det går godt og vi har fået 38 nye medlemmer.
– Det er selvfølgelig et argument, men jeg synes godt, at vi kunne ændre navnet til noget mere moderne og sigende end Ribe Husmoderforening. Jeg ved, der er mange unge mennesker, der ikke vil være medlem af en husmoderforening. Men vores forening er jo netop en kulturel og social forening med mange spændende arrangementer, og det er synd, hvis navnet holder nogle unge fra at melde sig ind, siger Tove Laursen.
Ved generalforsamlingen trådte sekretær Birgit Schmidt ud af bestyrelsen, mens Ida Nielsen blev nyvalgt.
Økonomisk kører foreningen godt, og man har været så heldig i årets løb at få to legater. 10.000 kr. fra danske bank i Ribe og 15.000 kr. fra Therkel Jørgensens legat.
Kontingentet stiger fra 350 kroner årligt til 400 kroner fra september.
– Det, at vi har været så heldige at få to legater, hjælpere os meget. Vi vil gerne have gode foredragsholdere, og langt de fleste bor på Sjælland, og når de skal til Ribe til et arrangement, er det en heldagstur med store udgifter, forklarer Tove Laursen.
Tre medlemmer blev hyldet for 25 års medlemskab af foreningen. Det er Tove Jessen, Rita Madsen og Mona Bernbom.
– Det er en fornøjelse med sådanne trofaste medlemmer, siger Tove Laursen.