Tekst Hasse Jørgensen, arkivfoto Ryk Ind Ribe, lørdag den 12. september 2026
I Ribe Handel er man glade for resultatet af kommunens budgetforhandlinger.
Ribe Handel har i de seneste år været i en positiv udvikling og det er blevet til flere arrangementer igennem årene samt overtagelse af guider og vægtere og administration af den nyindkøbte mobilscene. Kontoret er udvidet så det i dag tæller Tom og Tanja til at varetage de mange opgaver der ikke mindst gælder medlemmernes interesser, samarbejdet med Eventsekretariatet i Esbjerg og Destination Vadehavskysten.
I takt med at opgaverne og personalet vokser og der samtidig er øgede udgifter til forskellige arrangementer og lagerplads har økonomien været presset og ikke stået mål med de ambitioner og potentialer vi har i Ribe Handel. Der er i den forbindelse indsendt ansøgninger ind til kommunen igennem de seneste 6 år, hvor der er vist velvillighed til at støtte fra kommunens side. Først med kr. 200.000 over 2 år fra 2021-2023, dernæst med kr. 300.000 i perioden fra 2023-2025. Der blev dog ansøgt om hhv. kr. 950.000 og 750.000 inden årets ansøgning på kr. 1.050.000. Forskellen fra de tidligere års budgetforhandlinger ses tydeligt, da kommunen har bevilliget 80% af det ansøgte beløb lig kr. 800.000 om året de næste 2 år.
– Og det gør en uvurderlig forskel, siger formanden for Ribe Handel, direktør Claus Pedersen.
– Vi har i Ribe Handel opbrugt vores opsparede egenkapital igennem de seneste 4 år, og derfor er det tydeligt, at vi ikke udelukkende med medlemmernes kontingenter kan opretholde en velfungerende handelsstandsforening. Det er således mere nødvendigt end nogensinde, at kommunen bakker op, og det har de i den grad gjort.
– At vi ikke har fået det fulde beløb men hele 80% af beløbet svarende til kr. 800.000 er afgørende for vores fremtid. Det skal ses i lyset af, at vi har haft endnu en god vinfestival med en rekordomsætning og samtidig oplever en stigende interesse for vores dygtige guider og vægtere. Det glæder os derfor, at der er blevet lyttet og handlet og vi ser nu frem til at fortsætte det gode arbejde i Ribe Handelsstandsforening med fokus på den fortsatte udvikling og igangværende samt nye initiativer, siger Claus Pedersen.
Ribe Handel afholder generalforsamling d. 8. oktober, hvor der skal vælges en ny bestyrelse og efterfølgende en ny formand.







































































