Tekst Hasse Jørgensen, foto Annette Brøchner Lindgaard, onsdag den 1. juni

Endnu inden afstemningen er afsluttet, kan der her – onsdag aften klokken godt 18 – konstateres, at flytningen af afstemnings- og valgstedet fra den gamle Ribehal til Ribe fritidscenter er en succes.

Lederen af afstemningsstedet i Ribe, Nini Oken, fortæller, at hun har fået rigtig mange tilkendegivelse fra borgere, der var glade ved at skulle stemme i fritidscenteret.

Her var hal 1 omdannet til afstemningssted, og det betød, at der var masser af lys og luft til både vælgere og de tilforordnede.

– Der er mange, der er begejstrede for stedet fordi der er gode tilkørselsforhold også for handicappede, fordi det er nemt at komme til og fra afstemningsstedet. Og for os tilforordnede er det let at gå ud med en boks, hvis der er en gangbesværet person, der skal have hjælp til at stemme i bilen, fortæller Nini Oken.

Det har tidligere været på tale at flytte afstemnings- og valgstedet permanent til Ribe Fritidscenter. Ribe Hallen har gennem mange, mange år lagt lokaler til valghandlinger, og en evaluering af dagens afstemning på give en beslutning om, hvor valghandlinger for fremtiden skal finde sted.

At det ikke blev Ribehallen i år skyldtes, at hallen var optaget til andet formål.