Tekst Hasse Jørgensen, pressefoto, fredag den 22. april 2022
En sanselig, følsom og barsk islandsk-dansk film, der skildrer to drenges vej ind i helvedes forgård, der er bedre kendt som puberteten.
Det er hvad Ribe Filmklub byder på i seniorbio tirsdag den 26. april kl. 15.30 i Fællessalen på seminarieHuset. Alle er velkomne, og der er som sædvanlig gratis adgang.
Filmen, der har titlen “Heartstone”, foregår i en afsides beliggende fiskerlandsby i Island. Her oplever teenager-drengene Thor og Christian en turbulent sommer. Én forsøger at vinde en piges hjerte, mens den anden opdager følelser over for sin bedste ven. Da sommeren slutter, og Islands barske natur genfinder sin styrke, er det tid til at forlade legepladsen og se voksenlivet i øjnene.
Fremragende, gudesmuk, hjerteskærende, henrivende, uafrystelig, en ualmindelig fin film. Det er nogle af de ord, der er sagt om filmen.
Filmen modtog Publikumsprisen ved CPH PIX Filmfestivalen og har modtaget flere priser blandt andet på Venedig Filmfestival.
Ribe Filmklub er resultatet af et samarbejde mellem Biografforeningen Dagmar og Ribe Bibliotek. Forestillingerne i seniorbio arrangeres i samarbejde med Ældre Sagen i Ribe.