Tekst Hasse Jørgensen, pressefoto, torsdag den 23. december

Mens Ribe Byferie Resort kan melde om stort set udsolgt i jul og nytår, kan direktør Heidi Maimburg også glæde sig over, at byferien i år sætter rekord med hensyn til belægning.

– Vi var bagud det første halve år på grund af Covid19, men nu er vi langt foran.

– Vi har godt nok mistet mange udenlandske gæster, men til gengæld har vi fået rigtig mange danske gæster, og de bruger flere penge end udlændingene. Så vi skal bestemt ikke klage, og vi slutter året godt af, siger Heidi Maimburg.

Usædvanligt er det, at der egentlig var venteliste af folk, der gerne ville bo på Ribe Byferie Resort julen over.

– Vi havde udsolgt både i jul og nytår og med ventelister til begge. Det er ikke usædvanligt for nytår, men for jul er det ikke normalt. Nu har vi imidlertid fået fem afbud til jul på grund af Covid19, og det betyder, at fem af de 94 lejligheder, vi har, er ledige. Til nytår har vi ikke fået afbud.

Gæsterne i jul og nytår kan få en færdig middag leveret af Tobias Skovmose, der driver Kolvig, Brorsons Minde og Den gamle Arrest.

– Vi skal servere 165 kuverter til jul og 180 til nytår, og det er kuverter, der er helt færdige. De skal blot lige lunes og have den sidste anretning. Dertil kommer, at vi på byferien leverer duge, bestik, servietter og lignende, så gæsterne virkeligt kan sidde ved et veldækket bord både juleaften og nytårsaften, fortæller Heidi Maimburg.