Tekst og fotomontage Hasse Jørgensen, fotos privat, lørdag den 4. november 2023
Ribe Boldklub har indenfor få dage holdt to festligheder, der bl.a. har medført uddeling af en lang række interne og eksterne hæderstegn.
Lørdag d. 28. oktober var der samlet ca. 90 RBK’ere til årets afslutningsfest. Som sædvanlig er der i forbindelse med afslutningsfesten kåring af Årets RBK’er, Årets leder, Årets team og Årets børnefidus.
Motivationen for tildelingen af de enkelte priser lød:
Årets børnefidus: Mikkel Ohrt. For indtil videre 3 år som træner for klubbens mindste spillere i ”små fødder” fortjener Mikkel om nogen anerkendelse for hans indsats for RBK’s mindste drenge og pige-spillere.
Årets team: U10 drenge (trænet af: Henrik Beuschau, Brian Madsen, Thomas Rune Hansen og Carsten Bladt). Afdelingen er gået over 100% op i medlemsantal og er nu over 30 glade fodbolddrenge, som både gør det godt på fodboldbanen, men også hygger sig udenfor. Afdelingen har også mange arrangementer med det sociale i højsædet.
Årets leder: Niels Vodder. Niels er både træner for RBK’s para-afdeling og samtidig U16/U17 træner. Det er derfor ofte, at man møder Niels på RBK’s anlæg, hvor han gør en kæmpe indsats til stor glæde for både para-spillerne og klubbens teenage drenge. I paraafdelingen er Niels bl.a. flankeret af hans børn som hjælpetrænere.
Årets RBK’er: Svend Kviesgaard. Svend har igennem mere end 30 år været aktiv i RBK. Svend har været bl.a. været træner, ungdomsformand, medansvarlig for udlandsture og klubbens sponsorudvalg – hvor han stadig er aktiv. Derudover holder Svend øje med klubben hver uge, og kan alle resultater blandt klubbens mange hold.
DBU Jyllands sølvemblem: Lars og Nicolaj Kviesgaard. 25 års jubilæum som frivillig i RBK i en alder af 40 år siger det meste. 25 år med utallige roller i RBK. I deres tid som ungdomstrænere har de præsteret nogen af de største ungdomsresultater i klubbens historie på ungdomssiden gennem tiderne. I dag er Lars aktiv i sportsudvalget i en overordnet rolle, og Nicolaj i sportsudvalget samt U8 drenge træner.
DBU Jyllands Sølvemblem: Jesper Fabrin. 17 år i RBK som frivillig i rollerne, træner, webmaster, medstifter og medlem af sportsudvalget, bestyrelsesmedlem og i dag som formand.
DBU Jyllands sølvemblem, gives for minimum 15 års frivilligt arbejde i en klub under DBU Jylland.
RBK – 50 års jubilæum for DM for damer.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Birthe Kjems fortalte om kvindefoldbold og VM
I 70’erne var RBK (dengang RBG, Ribe bold og gymnastikforening) en magtfaktor i dansk kvindefodbold med 5 danske mesterskaber. Første mesterskab blev vundet i 1973. RBK afholdt derfor et jubilæum, hvor de daværende DM vindere var inviteret. Den 31. oktober var der samlet 55 personer til indlæg af daværende landsholdsspiller Birthe Kjems om årene op til DM sejren, og om hvordan det var at være kvindelig fodboldspiller dengang – en meget spændende og inspirerende historie. Derudover var daværende træner, Mogens Vinther og RBG formand anno 1973 Simon Hjermiin med, og de kom med deres ord på, hvordan de oplevede DM-sejrene og tiden op til og efter.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Der blev set kvindelandskamp som led i festen
Efter Birthes indlæg var der fællesspisning og landskamp for kvinder. Danmark – Wales hvor Danmark vandt 2-1.
Som et sideindslag fik Henry Quebec overrakt DBU Jyllands hædersemblem for indtil videre 36 år som frivillig i RBK. 36 år med poster som ungdomsudvalgsformand (1995-1998), materialeforvalter/holdleder på serie 5 (1996-1998), bankoudvalget (1996-2004), oldboys formand (2003 – nu), endnu en bestyrelsestjans (2013-2017) og kridterformand (til 2022). I dag er Henry materialeansvarlig for alle klubbens afdelinger, og servicere alle på bedste vis. Henry står altid til rådighed, hvis der er brug for ekstra hænder i RBK, og derfor er vi glade for at kunne hædre hans indsats. Emblemet blev overrakt af medlem af DBU Jylland region 4’s bestyrelse: John Møller Pedersen.
Henry fik sølvemblemet i 2017.
DBU Jyllands hædersemblem gives for minimum 20 år som frivillig.