Tekst Torben Ravnborg Nissen, foto René Jørgensen, onsdag den 10. juni 2026

Når Rasmus Madsen den 3. juli går på scenen ved Sommeraftener i Museumshaven i Ribe, kommer han ikke blot som frontmand for Madsen, men som en musiker med sine egne rødder dybt plantet i den vestjyske muld.

Han er født i Lemvig i 1979 og har gennem mere end to årtier arbejdet som sangskriver, guitarist, sanger og producer. Allerede i 2004 udsendte han debutalbummet Rocket Lounge, og siden er det blevet til flere udgivelser og mange år på de danske scener. Musikalsk bevæger han sig i et landskab af rock og en singer-songwriter-tradition med spor tilbage til Vestjylland.

Hjemstavnen fylder stadig meget.

– Det er lidt sjovt. Det gør den faktisk. Altså både Fanø og Thyborøn. Men der er et eller andet med Thyborøn, der gør, at jeg føler mig stærkere hjemme deroppe, fortæller han.

For publikum i Sydvestjylland er han langt fra et nyt navn. Mange forbinder ham med musiklivet omkring Esbjerg og Fanø, og ikke mindst med fodboldsangen Blå Sol over Esbjerg, som gennem årene har fået sin egen plads i byens og fodboldklubbens musikalske selvforståelse.

Under interviewet får han samtidig ryddet en misforståelse af vejen. Flere steder krediteres både Johnny og Rasmus Madsen for sangen, men Rasmus fortæller, at ophavet er entydigt.

– Det er mig, der har lavet det hele. Jeg lavede jo den sang der til min far. Men det var mest fordi, at han ikke syntes, at han kunne lave en fodboldsang, så jeg spurgte ham, om jeg ikke skulle gøre det.

At overtegnede stadig forbinder ham med Esbjerg, tager han med et smil. Men Esbjerg-borger er han ikke mere. – Jeg bor på en gård syd for Hvide Sande, fortæller han.

Mit første job med Johnny var i Ribe

Ribe har også en særlig plads i hans historie. Faktisk fandt det første job med faderen sted her.

– Mit første job med min far, det var Tulipanfesten i Ribe. I 2001, kan jeg huske. Og det står meget tydeligt, fordi jeg måtte på potten rigtig mange gange.

For mange år tilbage har han desuden haft forbindelser til flere musikere fra området og spillet adskillige gange i byen.

– Blandt andet på Stenbohus sammen med Martin Pagaard og Jacob Pedersen, mener jeg, det var, siger Rasmus Madsen eftertænksomt.

(artiklen fortsætter under billedet)

Hendrix, Dylan og Traveling Wilburys

Samtalen kommer ind på inspirationskilder:

– Jeg har altid været en stor fan af Jimi Hendrix. Det er i hvert fald det, der tændte mig i forhold til at komme i gang. Senere kom Neil Young og Dylan.

– Jeg er selvfølgelig flasket op med Bob Dylan. Ham kan jeg simpelthen ikke få nok af.

Han husker også tydeligt de første plader hjemme i barndomshjemmet.

– Jeg startede med at høre The Monkees og Mama and the Papas. Og så kom den der plade med Traveling Wilburys. Og den gjorde altså en forskel for mig.

En aftale mellem far og søn

Selv om Rasmus Madsen har udgivet flere soloalbums, er der ingen planer om at bruge Madsen-projektet til at fremme sin egen musik.

– Jeg spiller ikke mine egne sange. Det har jeg lovet mig selv.

Beslutningen er truffet med omtanke.

– Det skal ikke bruges som nogen løftestang til at fremme min solokarriere. Jeg har forlængst forenet mig med, at jeg ikke skal have en solokarriere.

Han beskriver det som noget mere end blot en musikalsk beslutning.

– Det her er en aftale mellem min far og jeg, og den tager jeg dybt seriøst.

Når musikken kommer helt tæt på

Blandt Johnny Madsens sange er der nogle få, som rammer ekstra dybt.

– Når jeg spiller Akvariefisk, er det der, hvor jeg føler, at jeg kommer tættest på ham. Faktisk så tæt, at det indimellem har været svært at gennemføre nummeret.

Også sangen Vest for har fået en særlig betydning.

– Vi kommer helt ind under huden på det univers, der er i Thyborøn. Og så er vi tilbage til, hvor man føler, at man hører hjemme.

For Rasmus Madsen handler det i høj grad om autenticitet.

– Det har været vigtigt for mig, at jeg kan mærke alt det her, jeg laver. Fordi så ved jeg, at jeg gør det rigtigt, og så ved jeg, at det bliver autentisk.

Stemmen alle taler om

Et spørgsmål slipper han aldrig helt for: ligheden mellem hans egen og faderens stemme.

Men selv oplever han det anderledes.

– Når jeg taler, så føler jeg ikke, at jeg lyder som min far. Men lige så snart jeg begynder at synge, så begynder det at lyde derhenad.

Han understreger, at det ikke er noget, han forsøger at fremkalde. Forklaringen ligger efter hans opfattelse et andet sted.

– Det er ikke noget, jeg anstrenger mig for overhovedet. Jeg har én måde at synge på. Og det er sådan, det lyder. Jeg tror egentlig, at genkendeligheden er størst i udtalen, og hvordan man trækker ordene, og hvordan man tager det på sig.

Og måske også i det nære forhold mellem far og søn.

– I og med at jeg har kendt ham længere end de fleste, så ligger han bare så tæt. Og jeg føler, at han står ved siden af mig, når jeg synger.

Museumshaven er den perfekte ramme

Den 3. juli bliver rammen Ribe Kunstmuseums have, som i år har udviklet sig til et af sommerens mest populære kulturarrangementer i Danmarks ældste by.

Selv om Ribe Kunstmuseums have bliver turnéens mindste scene, ser Rasmus Madsen ingen grund til at skrue ned for ambitionerne.

– I princippet er det sgu det samme som en festivalscene. Der er ikke forskel i energi eller noget som helst. Nogle gange kan det være federe et mindre sted, fordi vi står lidt tættere. Og så opstår der noget dynamik.

– Jeg håber, at vi kan give publikum et ordentligt los i røven og syn for sagen og noget rock’n’roll spillet på den måde, som det ikke rigtigt findes længere. Og at publikum forstår tanken bag projektet. At de er med på, hvorfor det er, vi gør det her.

– Det er det, det handler om!