Tekst Hasse Jørgensen, foto privat, torsdag den 23. juli 2026
30.000 spejdere fra hele Danmark og mange steder i udlandet er i disse dage samlet i Nordens største spejderlejr i Hedeland Naturpark tæt ved Hedehusene og Roskilde.
De Blå Spejdere fra Ribe er også med, og de har en tradition med at bygge nogle specielle indgangsportaler på de store lejre.
I år har de fundet inspiration i Riplay. Indgangsportalen er 6 meter høj og har flere funktioner, der indbyder til leg. Spejderne har laver et klatrestativ med udsigtsplatform, rutsjebane og en hule nederst.
På Spejdernes Lejr 2022 byggede de Ribe Domkirke. Her var indgangsportalen kombineret med spisebord.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Spejderne får jævnligt besøg af andre spejdere, der gerne vil prøve rutsjebanen eller dyste i bordfodbold. De Blå Spejdere har nemlig lavet et fodboldspil, hvor grønne og blå spejdere dyster på banen.
– Det er mildest talt et tilløbsstykke, fortæller gruppeleder Jesper Lindgren Gregersen og fortsætter: – Vi har efterhånden haft besøg af rigtig mange, der lige skal prøve rutsjebanen eller bordfodbold på vej hjem fra slikboden.
Ribe Trop er en mindre gruppe på lejren og deltager med spejdere fra 6 – 10 år, en håndfuld klanspejdere og 3 ledere.
– Det er en stor oplevelse at være med på lejr med 30.000 andre spejdere. Der er mange fede aktiviteter og underholdning og rig mulighed for at finde nye venner fra udlandet eller andre dele af landet, fortæller Jesper Lindgren Gregersen.
Han kan også fortælle, at det var en rigtigt god idé at bygge en rutsjebane på indgangsportalen.
En glad grøn spejder fra Verninge på Fyn kom og prøvede rutsjebanen og sagde: ” Jeg kender godt Riplay i Ribe og jeg elsker bare legepladsen”. En time senere kom spejderen tilbage sammen med sin patrulje. De skulle også lige prøve rutsjebanen.
Lejren slutter på søndag.









































































