Tekst Hasse Jørgensen, pressefoto, onsdag den 15. maj 2024

Programmet for Ribes første, egentlige metalfestival, er nu helt færdig, og billetsalget er godt i gang.

Der er fra arrangørernes side lagt op til et brag af en festival, der henvender sig til hele familien forstået på den måde, at der først på dagen er lagt op til en musikalsk underholdning, som også de mindste kan være med til. Det er Kalles World Tour, der starter festlighederne, og der bydes på bl.a. ansigtsmaling, ligesom der i kantinen ved Ribelunds Festsal er forskellige boder med bad, merchandise, specialøl fremstillet af Esbjerg Bryghus, og meget andet.

Selve festivalen holdes i Ribelunds Festsal den 24. august fra klokken 11 til 24, og dørene åbnes klokken 10.30, og programmet er lagt an på at præsentere alle genrerne indenfor Heavy Metal.

Som Martin Christensen, en af arrangørerne siger, håber de meget på, at forældre også vil tage børn og unge med: – Metal er ikke farligt, lyde det med et smil.

Han fortæller videre, at billetsalget er godt i gang: – Vi kan se, at det er en bred gruppe af mennesker, der har købt billet, så vi er meget fortrøstningsfulde.

Ribe Metalfestival har fået et økonomisk tilskud på 80.000 kroner fra Esbjerg Kommune, ligesom en række sponsorer og fonde har bidraget økonomisk

– Og vi prøver at holde festivalen så lokal som overhovedet muligt med lokale leverandører o.s.v., fortæller Martin Christensen.

Åbningen leveres som nævnt af Kalles World Tour, og det eneste man kan være sikker på, når Kalles World Tour står for underholdningen er, at man ikke kan være sikker på noget som helst. Kalle Mathiesen er uddannet trommeslager ved Rytmisk Musikkonservatorium og har skabt sit one man show ud fra devisen, at ”Der er musik i alt og alt er musik”.

Bevæbnet med loopstation, trommesæt, bas, balloner, pivedyr, ridderhjelm, boremaskine og omtrent alle mulige tænkelige genstande, der kan lave lyd og en god portion selvironi, serverer Kalle Mathiesen musikalsk underholdning i verdensklasse.

Kalle er efterhånden kendt fra både Tv-programmerne Ramasjang, Natholdet, So Ein Ding, My Danish Collection og radioprogrammet Weekendsax på Radio 24/7.

Derefter går det slag i slag med en række bands, hvis navne du kan se på plakaten under denne tekst.

Billetter kan købes på dette link: https://billetto.dk/search?text=Ribe+Metalfestival