Tekst Hasse Jørgensen, privatfoto, onsdag den 23. marts 2022
Hjælpsomheden er stor, når det gælder flygtninge og ikke mindst de ukrainske.
Benny Thomsen, Egebæk, har tidligere inviteret 20 flygtninge hjem til grillfest med pølser i familiens store bålhytte. Der kom 40.
– Og det var meget hyggeligt, fortæller Benny Thomsen, der nu i samarbejde med Clausen Busser i Frifelt og Erling Hansen, Vester Vedsted, laver et nyt arrangement for flygtninge fra centeret i Hviding.
Denne gang gælder det en tur til Mandø med mulighed for at se sæler.
Clausen Busser sørger for transport af flygtninge fra centret i Egebæk-Hviding til Vester Vedsted, hvor Erling Hansen med sine vadehavsbusser, der stadig kører, sørger for transporten til øen og hjem igen.
På øen kan deltagerne dele sig op, så nogle kan gå ud i Vadehavet for at se sæler med Benny Thomsen som guide, og det er en tur på to til to og en halv kilometer, og de, der ikke kan klare den tur eller har lyst, kan tage en tur rundt i Mandø By og udforske den.
Der er transport tilbage til fastlandet midt på eftermiddagen.
Benny Thomsen fortæller, at deltagerne selv skal sørge for at have mad, drikkevarer og det rigtige tøj på alt efter vejret. De, der skal ud i Vadehavet, skal enten have støvler eller bare tæer.
– Da vi lavede vores grill fest var der flere flygtninge fra forskellige lande med, og det var meget hyggeligt. Men det var paradoksalt at se, hvordan nogle af nogle af de ukrainske kvinder hele tiden var i kontakt med deres mænd over mobiltelefonen. Mens vi hyggede os, kæmpede mændene for deres land.
– De små børn, der var med, forstod ikke meget af det, men der var et par halvstore drenge, og det var svært at engagere dem, for de tænkte hele tiden på deres fædre.
– Vi siger godt nok, at vi har det hårdt her med stigende priser, men når man tænker på, hvad disse flygtninge og andre har, har vi meget, siger Benny Thomsen, der samtidig påpeger at hjælper vi hver i sær det, vi kan, bliver det til meget.
Der er plads til 116 deltagere på turen.











































































