Tekst og foto Hasse Jørgensen, onsdag den 3. juni 2026

På en idyllisk plet midt i en bevoksning mellem Ribe og Obbekær, har en ide om en speciel virksomhed vokset sig stor og vist sig særdeles levedygtig.

Her har keramikeren Piamaja Dalsgaard oprettet sit kursus- og uddannelsessted, der i dag er belagt med kurser både formiddag, eftermiddag og til tider aften samtidig med, at hun forsøger at give sine børn det bedste med fra sin egen barndom i Farup.

Som tidligere omtalt åbnede Piamaja stedet Værkstedetribe for 3,5 år siden efter at have købt stedet et halvt år tidligere.

– Meningen var, at jeg ville hygge mig med at lave lidt keramik. Jeg pillede portene til den gamle garage ned og erstattede dem med store vinduer, og jeg købte en lille skurvogn, der blev sat op ved indkørslen til grunden. Herfra solgte jeg keramik, fortæller Piamaja.

I dag er keramikken solgt og udstillingsvognen er væk. Til gengæld kommer der kursister hele tiden.

Piamaja er uddannet kunstterapeut og pædagog og interessen for keramik kom, da hun gik på HF.

– Jeg havde nogle virkeligt gode undervisere, og siden har jeg deltaget i adskillige kurser. Nogle har været rigtig gode og andre mindre gode oplevelser, og jeg har prøvet at tage begge dele med i min undervisning på den måde, at de mindre gode oplevelser, jeg havde, dem skal mine kursister bestemt ikke have, fortæller Piamaja.

Piamaja fortæller, at nogle af hendes tidligere kursister i dag har dannet en gruppe, der booker sig ind i værkstedet for et halvt år ad gangen, og de kan så komme og gå som de vil på bestemte tider i døgnet.

– De køber ler og brændinger hos mig, og ellers klarer de helt sig selv, og det fungerer fint.

Piamaja har ind i mellem nogle lange dage, når der er kurser både formiddag, eftermiddag og aften. Men hver anden weekend holder hun fri.

– Hvad får du så den tid til at gå med?

– Jeg laver lidt keramik, griner Piamaja, men føjer så til:

– Nej, jeg prøver at sætte mit hus i stand, jeg passer haven og skoven og fælder lidt træer. Det med at sætte huset i stand, går ikke så hurtigt, som jeg kunne ønske. Men det kommer. Og så prøver jeg at give mine tre børn det bedste med fra min egen barndom. Mine børn bor her hos mig hver anden uge og hos deres far den anden uge.

– Hvad kan du give dem med fra din egen barndom?

– Min far var graver ved Farup Kirke, og vi boede lige siden af kirkegården.

– Hver eftermiddag var der dækket op til eftermiddagskaffe med gammeldags franskbrød uden kerner og masser af jordbærmarmelade. Det var en halv time, hvor alle, børn og voksne, var til stede og fik talt sammen.

– Det har jeg genindført, når børnene er her hos mig. Jeg forventer, at de er til stede denne halve time. Derefter må de gerne stikke af igen til fodbold eller hvad de skal lave, og de behøver ikke nødvendigvis komme hjem til aftensmad. De uger, hvor børnene er her, har jeg ikke kurser hverken eftermiddag eller aften.

– Da jeg var barn i Farup, løb vi og legede over hele sognet. Vi kravlede i træer, byggede huler o.s.v., men når kirkeklokkerne ringede solen ned, så vidste vi, at vi skulle hjem og spise. Sådan var den dengang, men tiderne er skiftet, lyder det fra Piamaja.