Tekst & Foto: Johnny Tauman
7. juli 2022

Pasningsgarantien er under pres i Esbjerg Kommune – og med fyldte vuggestuegrupper må forældre se efter alternative løsninger til at få passet deres børn i alderen 0-2 år.
Nu kunne de private pasningsordninger jo være et godt bud – men ikke når man bor i Gredstedbro-området. Her melder de tre private børnepassere nemlig fuldt bookede – og ikke blot i 2022 men så sandelig også i 2023. Lone, Bente og Pernille har hver 5 børn indskrevet, hvilket er det maksimale.

Lone havde travlt med at støtte de mindste, der utrætteligt ville prøve rutsjebanen

RYK IND RIBE fik en snak med børnepasserne, da de var på fælles tur til FDF´ernes plads på Ulkjærvej i Gredstedbro. – Jeg har været med i 20 år, fortæller Lone Christensen, der er bosiddende Darumvej 1. Hun har for nylig tjekket antallet af børn, hun har passet i sit eget hjem i den periode og er nået frem til 45. Lone har inden for den sidste tid måttet skuffe forældre til 4 børn, som man ønskede pasning til.

Pernille havde travlt – og børnene nød jagten efter billeder af orme og sommerfugle mm

I Jedsted finder man Fru Poulsen´s private pasningsordning. Det er Pernille Poulsen, som har valgt at benævne sin dagpleje på Jedsted Klostervej 33 således. – Jeg har været privat børnepasser i 6 år – og nyder virkelig mit arbejde, lyder det beskedent. – Jeg har mange forespørgsler, og har i den sidste måned måttet sige ”nej tak” til 6 familier, som har henvendt sig grundet manglende pladser i det kommunale system. Pernille var ude for det samme i 2021, hvor et forældrepar, der flyttede fra Århus til Bramming, ikke kunne få en plads i det kommunale. – De skrev i stedet kontrakt med mig!

Behov for en pause efter en travl formiddag – Bente giver sig tid til det enkelte barn

Bente Held arbejder tæt med Lone og Pernille. – Jeg bor midt i Esbjerg Kommune – forenden af en lang grusvej på en skøn ejendom, hvor der også er heste. Det ser man også på parkeringspladsen ved tirsdagens legestue i det fri – her holder der nemlig en hestetrailer, hvori barnevogne og andet udstyr er transporteret. Bente har været med på Fruerlundvej 3 siden 2009 (nær Kjærgaard Landbrugsskole) – og faktisk godkendt af René og Johnny fra Ryk Ind Ribes redaktionen.

Lidt betuttet på vej mod den store rutsjebane

Glad for ny tilsynsførende

De tre børnepassere udtrykker samstemmende, at den nye struktur med Rikke Stensgaard fra Den kommunale Dagpleje som tilsynsførende har været et gevinst: – Nu bliver vi igen orienteret om stort og småt – og så samles vi til fælles arrangementer.