Tekst og fotos Hasse Jørgensen, torsdag den 5. maj 2022
Planerne om at istandsætte og forskønne den offentlige parkeringsplads, der ligger ud mod Præstegade med adgang fra Grønnegade fastholdes.
Byrådet har i budgetforhandlingerne afsat 1,5 millioner kroner til forskønnelse af p-pladsen.
– Og skal det projekt ændres, skal vi have fat i hele forligskredsen, for vi kan ikke uden videre ændre et budgetforlig, siger formanden for byrådets Plan- og Byudviklingsudvalg, Henning Ravn (V).
Dermed bliver der heller ikke tale om et mageskifte mellem Esbjerg Kommune og den nye ejer af ejendommene Grønnegade 15 og 17 eller med ejeren af Præstegade 16. Det er ønsket om et mageskifte fra ejeren af Grønnegade 15 og 17, der har rejst hele sagen.
Ejeren af ejendommene Grønnegade 15 og 17 ønskede et mageskifte med kommunen, så der bag de to ejendomme ville kunne laves en have langs ejendommene. Ejeren af Præstegade 16 ønsker et mageskifte for at bevare indkørsel til egen garage, hvis mageskiftet med ejendommene 15 og 17 gennemføres.
Men Henning Ravn (V) fortæller, at et enigt udvalg har sagt nej til mageskifte.
– Det gør vi, for skal vi ud i et mageskifte, skal det have stor væsentlighed for kommunen, og et eventuelt mageskifte skal godkendes af ankenævnet. Vores vurdering er, at der ikke er tilstrækkelig væsentlighed i sagen til, at vi kan få et mageskifte godkendt. Skal vi af med jorden, skal det ske i offentligt udbud, og det har vi ingen interesse i.
– Vi er i den situation, at vi hellere vil have flere p-pladser i den indre by end færre, og hvis vi gennemførte et mageskifte, vil det gå ud over nogle p-pladser, fastslår Henning Ravn.
Han peger videre på, at der i 2004 blev givet en byggetilladelse til ejendommen Grønnegade 15, der i dag stadig står ubebygget hen. Byggetilladelse fra 2004 er forældet og derfor ikke gyldig mere, men Henning Ravn er af den opfattelse, at en ny ansøgning om et byggeri på stedet vil kunne anbefales, da det rent bymæssigt og arkitektonisk vil være godt at få ”lukket” hullet i husrækken i Grønnegade ligesom man efter planerne vil lukke hullet i husrækken i Præstegade ved at opføre en mur ind til p-pladsen og skabe adgang til pladsen via en port.
Ved et byggeri i Grønnegade skal der dog laves en stiforbindelse til bløde trafikanter fra Grønnegade til parkeringspladserne jævnfør en gammel deklaration.

Kommunen ser gerne hullet i husrækken i Grønnegade lukket.