Tekst & Foto: Johnny Tauman
9. maj 2022

(Artikel to af to)

RYK IND RIBE er på besøg hos Ole og Birgitte Sperber, som har stor indsigt i dyrevelfærd og naturens forandringer. De har besøgt mange forskellige steder i verden – og gennem mange iagttagelser har de set, hvordan biodiversiteten er udfordret på grund af klimaforandringerne – Vi var i Lapland første gang i 1965 i Kebnekaiseområdet, tog til Padjelanta i 1967 og endelig Sarek første gang i 1969, fortæller Birgitte og Ole, der siden havde mange trek i Sarek i 1970erne. Der var ingen stier eller broer, og alligevel krydsede parret elve og gletsjere. – Vi iagttog bl.a., at Mikkaglaciären skrumpede, men kædede det ikke umiddelbart sammen med klimaændringer den gang, lyder det fra Ole, mens han ivrigt fortæller om oplevelserne med telt og rygsæk.
I 1983 vendte Ole tilbage til Lapland sammen med sin datter og søn. Det blev til en tur i hårdt vejr omkring Sulitjelmabræen.

Adskillige rejser med børnene

Familien Sperber har været på adskillige rejser og ophold i Asien, hvor Ole har ledet dambrugsprojekter for Danida, NORAD og EU. – Mens vi boede i Bangladesh fra januar 1979 til sommeren 1980 tog vi Annapurna trek i Nepal (hvor børnene gik skole). På hjemrejsen via Indien kom vi til Nordpakistan første gang – her har jeg været talrige gange siden, fortæller Birgitte og kunne have fortsat længe endnu, hvis Ole ikke havde ført samtalen tilbage på sporet.

Springflod i Himalaya

Begge har oplevet ødelæggende springfloder pga skovhugst og global opvarmning: I Hindukush overværede Birgitte, at en landsby og mange marker blev revet bort. I Himalaya forsvandt NORAD-projektet ved en tilsvarende springflod. Sandfanget af stærk beton hindrede, at landsbyen neden for også blev skyllet bort.

Tog dykkercertifikat

– Da jeg blev pensionist, tog jeg dykkercertifikat og var medlem af Sælhunden, smiler Ole, der egentligt startede som biolog på Forsøgsdambruget i Brøns tilbage i 1966. Han kom til Ribe Statsseminarium i 1973 og var ansat her i en årrække.

Total mangel på insekter og fugle

Indtil Corona, rejste Ole hyppigt til SØ Asien med sønnen Sune. Sammen har de dykket mange steder i Indonesien og Philippinerne. Også her har de registreret følgerne af den globale opvarmning ved på samme sted og i samme tidevandsfase at have set havvandet stå højere oppe år for år. For nogle år siden gjorde det stort indtryk på Ole at komme til et område på øen Cebu, hvor der totalt manglede insekter og fugle, fordi der blev dyrket sukkerrør med intens sprøjtning af afgrøderne. Ole regnede den gang ikke med at skulle opleve noget tilsvarende her i Ribe.

Næste artikel handler om Birgittes rejser

RYK IND RIBE vil i en efterfølgende artikel følge nogle af de spor, som Birgitte har fulgt – til konferencer og filmfestivaler rundt i verden.