Tekst Hasse Jørgensen, mandag den 10. marts 2025

Vejret var fremragende, tilslutningen det samme, og de østers, der blev serveret ved de forskellige arrangementer, var særdeles velsmagende. Lige fra de rå østers, for de, der nu kan lide dem på den måde, til de, der var tilberedte og krydret på forskellig vis.

Østers festivalen i Ribe i weekenden blev en stor succes med stor tilslutning til de mange forskellige arrangementer lige fra det åbne østers værksted midt i Ribe ved Quedens Gård, til den kulinariske middag på Ribe Byferie Resort, hvor Kolvig, Kammerslusen og Sønder Ho Kro stod for maden og østersturene i Vadehavet og arrangementerne på Mandø Kro.

Her havde Jette Thomsen fuldt booket på de nyistandsatte værelser, ligesom flere gæster måtte have logi andet sted på øen.

Turene i Vadehavet var arrangeret sammen med naturvejleder Benny Thomsen, og Thomas Kirkgaard, Kærbøl, stod for tilberedningen af østers med fruen, ældreminister Mette Kirkgaard på sidelinjen.

– Vi havde lavet et arrangement også fredag med lam, og det faldt i så god jord, at vi vil gentage det hen over sommeren. Ikke dagligt, men vi finder en form, fortæller Jette Thomsen.

På Mandø nød man østers i fri luft til frokost. Billedet nederst t.v. er fra østers værkstedet i Ribe.