Tekst Hasse Jørgensen, pressefoto, fredag den 17. juni 2022

Endnu en stor musikoplevelse venter i Ribe.

Denne gang er det Ribe Domkirke, Ensemble Storstrøm og Ribe Kunstmuseum, der er gået sammen for at levendegøre Anne Marie Carl-Nielsens liv gennem en storslået koncert i Ribe Domkirke.

Publikum er garanteret en storslået oplevelse, når Ensemble Storstrøm, Ribe Domkirke og Ribe Kunstmuseum sammen med skuespilleren Lotte Andersen kendt fra bl.a. Sygeplejeskolen, Forbrydelsen, Bedrag, Rita, Min søsters børn, Flaskepost fra P, Ditte & Louise præsenterer en koncertant opførelse, der fortæller ægteparret Carl og Maries historie set fra Anne Marie Carl-Nielsens perspektiv.

Ægteparret Nielsens samliv levendegøres gennem Carl Nielsens musik og deres fælles brevveksling. Breve, dagbøger og taler mellem de to, som byder på kærlighedserklæringer så vel som rasende beskyldninger og bitre anklager, fortolkes  ved koncerten gennem Lotte Andersens oplæsning. Operasangerne Signe Asmussen og Joacim Knop synger de to ægtefolks partier, og de otte musikere fra Ensemble Storstrøm akkompagnerer.

Koncerten finder sted søndag den 26. juni kl.16.30 i Domkirken og arrangeres af Ensemble Storstrøm i samarbejde med Ribe Domkirke og Ribe Kunstmuseum i anledning af museets store udstilling om Anne Marie Carl-Nielsen. Anne Marie Carl-Nielsen er tæt forbundet til Ribe Domkirke, idet hun skabte de tre store bronzedøre, som siden 1904 har prydet Domkirkens tre indgangspartier.

Entré: 120 kr. + gebyr, forsalg fra Place2Book, eller ved indgangen fra kl. 16.

Medvirkende: Lotte Andersen, skuespiller, Signe Asmussen Manuitt, mezzosopran og Joachim Knop, baryton, sammen med Ensemble Storstrøm.