Tekst og foto Hasse Jørgensen, onsdag den 30. oktober 2024

Det var noget af et tilløbsstykke, da den lokale brodøse, Joan Eriksen, Gredstedbro, onsdag præsenterede sin nye bog, Broderi – fund og fantasi, ved en reception hos Maren Svendsen, Ribe Broderi og Garn, i Dagmarsgade onsdag eftermiddag.

Joan Eriksen har tidligere fortalt i Ryk Ind Ribe, at det at brodere tidligere var lagt i stramme rammer med korssting og så videre. Men i dag er det en langt mere fri hobby, og Joan Eriksen fortæller i bogen, hvordan hun kombinerer broderiet med fundne ting både i naturen og i hjemmet.

Det er bl.a. noget af det, man kan læse om i hendes nye bog, der – som beskrevet – nu er ”på gaden”.

– Det er nye og interessante måder at se broderiet på, f.eks. når det sættes sammen med rustent jern, brugte teposer og sneglehuse, forklarer Joan Eriksen.

I bogen er der grundig vejledning og beskrivelse af materialer og værktøj foruden mange fine stingvejledninger.

Bogen vil også blive præsenteret hos Bettina Andersen i Brodøsens værksted d. 2. november kl. 11 – 13. på Isafjordsgade 13, 2300 København. Her vil bogen og broderierne være udstillet i november og december 2024.