Tekst og foto Hasse Jørgensen, torsdag den 17. september 2016

Politiet følger nu op på den nu ulovlige, gående trafik, der er på Sct. Catharinæ Plads.

Da gågade-zonerne blev indført i Ribe, kom Sct. Catharinæ Plads også med som gågade-zone. Men det er ændret nu. For flere uger siden blev zonen ændret, så den nu starter ved Sct. Catharinæ Plads overgang til Dagmarsgade stort set der, hvor Badstuegade løber ud i Dagmarsgade.

Gennem årtier – også før gågade-zonerne blev indført – har fodgængere brugt kørebanen på Sct. Catharinæ Plads som gågade. Dermed spares der nogle skridt, da fortovet følger pladsen runding, og den kan skæres af ved at gå lige over pladsen.

Men det er forbudt nu, da der ikke er gågade-zone på stedet, oplyser pålitiet, og de varsler nu bøder på 700 kroner, til de, der gør det alligevel.

I et opslag på Facebook skriver politiet:

PAS PÅ HELBRED – OG PENGEPUNG!

Sct. Catharine Plads i Ribe er ikke længere gågadezone. Men det er der desværre en del, der ikke rigtig har fundet ud af.

Vores nærbetjente i Ribe har været i området flere gange i den seneste tid – og der er mange, der går på kørebanen, selv om det ikke længere er tilladt. Indtil nu har betjentene vejledt de vildledte, men nu kommer bødeblokken frem – for det er farligt at gå på kørebanen.

Fodgængere skal gå på fortovet. Så enkelt er det. Gågadezonen starter nu ved krydset til Badestuegade og Sortebrødregade, og ikke øst for pladsen som tidligere.

Vores nærbetjente vil kigge forbi og foretage kontroller – og det koster altså en bøde på 700 kroner, hvis man som fodgænger bruger kørebanen som fortov.