Tekst Hasse Jørgensen, foto Hasse, visualisering VMB Arkitekterne, mandag den 28. september 2026

Nu sker det. De kommende dage vil Ribe Domkirke indvendigt skifte karakter, når forberedelserne til den store renovering for alvor går i gang i det rent praktiske. Forberedelserne på det teoretiske plan har været i gang gennem lang tid.

Mandag morgen gik konservatorerne i gang med at registrere og pille de værker ned, der skal til de to konserveringscentraler, Kunstkonserveringen i Silkeborg og Konserveringscentralen i Vejle.

Pinsedag søndag den 16. maj 2027 bliver sidste Gudstjeneste inden kirken lukker totalt og vil være det et par år, indtil den kan genåbnes i løbet af 2029.

– Projektet med konserveringen er så omfattende, at vi har valgt to konserveringscentraler, for ikke alene skal værkerne konserveres, men de skal også opbevares, til de om ca. tre år igen kan komme på plads, og det gør de to centraler, fortæller projektchef Dagmar Warming.

Konservatorer, håndværkere, kirketjenere, arkitekter og andre mødtes mandag morgen for at drøfte en række helt lavpraktiske ting så som adgang til kirken, brandsikring under arbejdet, mulighed for opbevaring af værktøj og en lang række lignende, praktiske spørgsmål, og alle spørgsmål blev klaret, så arbejdet kunne gå i gang.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Nordre sideskib er ryddet for bl.a. bænke

I forvejen har kirkens personale ryddet det nordre sideskib i det omfang, det har kunnet lade sig gøre, og nu tager konservatorerne over. Det er her, arbejdet starter, og i den forbindelse vil der blive sat afskærmning op.

– Der er nogle ting, vi ikke kan flytte så som Sct. Georg og Dragen på den ene endevæg og det store Krucifiks over døren. Så de ting skal dækkes af, ligesom det er planen, at der skal sættes en støvskærm op, fortæller Dagmar Warming.

I første omgang går håndværkerne i gang med at bryde gulvet op, så arkæologerne kan komme i gang med at undersøge, hvad der gemmer sig under stengulvet. Gulvet i hele kirken skal brydes op for at give plads til gulvvarme.

Hele projektet tager som bekendt sigte på at bevare kirken og dens værdier for fremtiden, og samtidig benytter man sig af chancen til at forbedre lyd- og lysforholdene.

Det er VMB Arkitekter fra Aarhus, der har stået for forslaget til restaureringen, og herfra lyder det, at det er en meget spændende opgave: – Dette er en 100-årshændelse.

– Formålet med vores omfattende restaurering og nye indretning af kirkens indre er at bevare og fremhæve Domkirkens kulturarvsværdier, mens vi samtidig får skabt en moderne og funktionel ramme for kirkens mange forskellige aktiviteter, som også fungerer i hverdagen, fortæller biskoppen, har biskop Elof Westergaard tidligere udtalt i en pressemeddelelse.

Restaureringen og den nye indretning er støttet af A.P. Møller Fonden, Aage og Johanne Louis-Hansens Fond, Augustinus Fonden samt William Demant Fonden.

Nyindretningen af koret

Den nye turistindgang