Tekst: Peter Lindgaard
Foto: Peter Lindgaard, Anne Reinholdt

Natten er sort som guld lød Tuborgs gamle reklame. Samme budskab kunne omtrent overføres direkte til overskriften på årets forunderlige og grønne kulturnat, der løb af stablen søndag eftermiddag og aften. Her var natten nemlig grøn som guld.

Guld eller grønne skove lød overskriften i år henover de dejlige plakater til Kulturnatten. Arbejdsgruppen bag det omfattende arrangement – Anne Reinholdt, Lene Unnerup og Laila Vejrup har igen ligget vandret. Heldigvis har holdet haft tungen lige i munden, hvilket ca. 800 besøgende søndag eftermiddag og aften fik masser af mulighed til at glæde sig over.

Temaet om guldet og de grønne skove er en aktuel henvisning til de enorme værdier, som Ribe bygger på – en gylden fortid med masser af handel, rigdom og udvikling – men samtidig også det sted, som vi, der lever her, skal være ekstra opmærksomme på – tage os kærligt af vores fælles arv – naturen, kulturen og bæredygtigheden – i særdeleshed bæreevnen.

Ovenpå en fantastisk tyvstart med masser af aktiviteter – bl.a. koncert med Det Danske Pigekor i Domkirken og en engagerende paneldebat i Termansens – åbnede Kulturnatten traditionen tro op med et roligt lysshow på Domkirkepladsen. Domkirken blev indhyllet i vårgrønne farver, og guldklumperne dansede lystigt rundt på Borgertårnet. Hele seancen blev nænsomt akkompagneret af stemningsfyldte klavertoner, der klingede ud ad vinduerne på en lille ejendom i Bispegade. Her sad pianisten Karsten Hesse og varmede den råkolde aften op med atmosfære og stemning – noget de fremmødte kunne lune sig på, inden de listede videre ind i kulturnatten. Rundt om Domkirken kunne man se hundredemeterlange tørresnore tæt besat med tøj hængt til tørre – symbolet på den overflod at tekstiler og varer, vi i stigende grad kasserer, i takt med at vi konstant fylder indkøbskurven med nyt.

Igen i år var der noget til ganen og masser af street food at mæske sig i på Domkirkepladsen. Spændende mad fra forskellige udbydere – syriske specialiteter, ukrainske egnsretter, og hvis man ikke var til det eksotiske, kunne man få sig en omgang tarteletter eller en pølse med brød. I det gamle Visit Ribe havde Ribe-Klodsen bygget en fantastisk udstilling med Lego-konstruktioner i snart sagt alle formater – Eiffeltårnet, racerbiler, smukke huse og meget andet. Lego er skabt til genbrug, noget der kan gå i arv, og en kulturnat tiltrækker selvfølgelig masser af bygge- og hygge-lystne legebørn i alle aldre.

På Katedralskolen var der linet op med et overflødighedshorn af forskellige tilbud. I formningslokalet stod den på kunst. Her havde Artist Galleriet (alias Ribe Bibliotek?) stillet et større udvalg af reproduktioner – Matisse, da Vinci, you name it – til rådighed. Brugte malerier som masser af børn og voksne benyttede lejligheden til at male og pynte med deres egne fantastiske idéer og farver. ’Lav en Jorn’ – et populært tiltag med kant og glimt i øjet. Hvorfor male nyt, når man kan male videre på noget gammelt?

Et andet af gymnasiets lokaler var til lejligheden indrettet som en velforsynet garderobe og systue. Her kunne man gå på jagt imellem masser af smart genbrugstøj.

Mange ivrige deltagere gik rundt og byttede eller lånte efter eget forgodtbefindende side om side med en workshop, hvor folk sad og syede, gav hinanden gode råd, udviklede idéer om tøjsmag og elegance eller måske bare tilfredsstillede nysgerrigheden.

Inde i Sangsalen gyngede et talstærkt publikum med på sange opført af det veloplagte kor Sing N’ Swing – sange fra de gode gamle 80’ere og 90’ere. Man kunne kun blive glad – og i den anden ende af Katedralskolen leverede Big Band Ribe en fornem koncert.

Rundt omkring på gaden kunne man mødes muntre skabninger ’Jordens Sang’ – udklædte herligheder fra Drakomir – dukkelignende mennesker, som tiltrak sig nysgerrig opmærksomhed. I Sct. Catharinæ Kirke havde Anita, Irene & Sanne sat en nærmest overjordisk skønhed i scene i form af en installation. Fascinerende og tankevækkende. I Kannikegården kunne man gå til foredrag og høre Morten Søvsø berette om den forgyldte fortid – de lokale guldfund, som museet har gravet frem på Ribe-egnen.

Termansens havde besøg af den kinesiske jazz-sanger Coco Zhao, der sammen med bl.a. bysbarnet Martin Schack tog hul på sin efterårsturne i Danmark. En dejlig blanding af R&B og swing. Masser af atmosfære og puls – kulturnat-stemning i Sønderportstræde og mange, mange andre steder, som vi desværre ikke kan nå at nævne i denne omgang.

Kl. 22.00 sluttede kulturnatten af med manér. Her bød duoen Jesper og Mads Riis på trompet og guitar på en omgang danske folkemelodier mikset med jazz. Sikke en Kulturnat! Godt skruet sammen – fantasi, omtanke og forunderlighed – en klog festival, der klæder Ribe i mere end en forstand. Stor ros til arrangørerne. Man føler sig dejlig mæt!