Tekst Hasse Jørgensen, arkivfoto René Jørgensen, onsdag den 4. februar 2026

Det gode skib Vadehavet har netop skiftet ejer.

Så sent som i går tirsdag, blev der sat underskrifter på handlen med skibet. Det er Nationalpark Vadehavet, der har solgt skibet til Foreningen Martha i Sønderho, der i forvejen driver sejlads med turskibet Martha, der har en fortid i Ribe.

Med handlen er det sikret, at skibet Vadehavet fortsat vil sejle i Vadehavet med forskere, skoleelever, journalister og andre for at fastholde og udbrede kendskabet til Vadehavet som hav og naturområde, og desuden vil man også fra de nye ejeres side tilbyde skibet til kommerciel sejlads som f.eks. firma- og familieudflugter.

Handlen er muliggjort med støtte af Klaus Sørensens Fond i Esbjerg, og fremover vil skibet komme til at ligge i Dokhavnen i Esbjerg.

Nationalparkchef Peter Saabye Simonsen fortæller, at salget af Vadehavet er en bestyrelsesbeslutning, der er halvandet år gammel og udelukkende skyldes, at driften af skibet var for dyr set i forhold til den økonomi, nationalparken har.

Skibet blev i sin tid købt for små fem millioner kroner. Nationalparkchefen fortæller, at skibet den gang i største hast blev transporteret til Vadehavet, da der var fare for, at værftet, hvor det blev bygget, var på vej til konkurs.

Peter Saabye Simonsen fortæller også, at man i salgsarbejdet har gjort alt, hvad man kunne for at bevare skibet i Vadehavet.

– På den måde kan vi sikre, at skibets opfyldte sit oprindelige formål nemlig at udbrede kendskabet til Vadehavet og det maritime liv og historie i Vadehavet. Det ligger også i den købsaftale, der er indgået med Foreningen Martha, fortæller Peter Saabye Simonsen, der også fortæller, at skibet let kunne have været solgt til Holland.

Handelsprisen for skibet er ikke oplyst, men formanden for Foreningen Martha af Sønderho, Torben Korsgaard, fortæller, at foreningen har betalt dagsprisen efter skibet er blevet vurderet af to uvildige mæglere.

Torben Korsgaard fortæller videre, at forsikringen af skibet er på plads, og Søfartsstyrelsen har givet dispensation fra reglerne, så skibet kan sejles med samme besætning som turskibet Martha.

– Salonen på Vadehavet skal lige laves lidt om, så den bliver lidt mere indbydende, og vi vil gerne have et styrehus sat på. Det snakker vi i øjeblikket med Ribe Træskibslaug om hjælp til. Vi regner med, at skibet kommer ud at sejle med gæster midt i marts uden jeg kan sætte en endelig dato på. Vi regner med 10-15 ture årligt med de passagerer, som nationalparken har sejlet rundt med. Dertil kommer, at vi gerne skal have nogle ekstra kommercielle ture, fortæller Torben Korsgaard.

Turskibet Martha sejles af frivillige, og det samme bliver tilfældet med Vadehavet. Derfor kan de nuværende ejere også bruge flere frivillige til opgaven. Det var i øvrigt også frivillige, der bemandede Vadehavet, da det var Nationalparken, der stod for driften af skibet.