Tekst Hasse Jørgensen, dronefoto Ove Detlevsen, mandag den 14. april 2025
Med det forslag til en ny kommuneplan, der nu er sendt i offentlig høring, er der taget højde for muligheden af at opføre tre specialforretninger og en restauration ved Trojels Knæ, hvor der i dag er både en Netto og en Rema 1000 samt en servicestation med salg af vask og mulighed for bilvask. Desuden er der lagt op til at det centrale Ribe med Marskcentret og detailhandlen i den gamle bydel og Saltgadekvarteret fortsat skal bestå og være med til at gøre Ribe By særdeles attraktiv som handels- og turistby.
Trekanten ved Trojels Knæ er i øjeblikket i privat eje, men investeringsselskabet DevelopNord har meldt ud, at selskabet arbejder på planer om at indrette et nyt centerområde med tre store specialbutikker samt en restauration.
Kildere oplyser overfor Ryk Ind Ribe, at det er McDonals, der er på vej, men det har ikke været muligt at få bekræftet. I forvejen er Burger King i området.
I lokalplansforslaget hedder det: ”Trojels Knæ i Ribe er placeret så det er let at tilgå med privatbil, men kan også tilgås med kollektiv trafik og med cykel. Området er formet som en trekant, hvoraf to sider vender ud mod de to største indfaldsveje til Ribe fra nord. Den samlede ramme for detailhandel i aflastningsområdet i Ribe er 7.000 m2”
Om Ribes bykerne hedder det bl.a.: ”Ribes bymidte er, med sit cirka 28.000 m2 bruttoetageareal til detailhandel og cirka 70 butikker, det primære indkøbssted for forbrugerne i den sydlige del af kommunen. Herudover har Ribe som udbudspunkt betydning for forbrugerne i den nordlige del af Tønder kommune samt i den vestlige del af Haderslev kommune.
For at Ribe fortsat kan spille en vigtig rolle som udbudspunkt, skal bymidten tildeles areal til både udvalgsvarer og dagligvarer. Ribes bymidte skal fortsat kunne tilbyde et alsidigt og godt udvalgsvareudbud ligesom bymidten skal styrkes som et yndet turistmål. Oplevelser i forbindelse med shopping, et aktivt bymiljø med skiftende aktiviteter, en central placering af fritidskulturelle tilbud og et spændende og aktiverende bymiljø medvirker alt sammen til at øge opholdstiden i byrummet. Netop i Ribes middelalderlige bykerne er byrumsoplevelsen af meget stor betydning. Her færdes, på alle tider af året, mange gæster, som gerne skulle tage hjem med en så god oplevelse, at de fortæller om den derhjemme”
Et bliver nu politikerne, der efter høringsfristens ophør skal tage stilling til den endelige udformning af lokalplanen og herunder også muligheden for at lave et nyt center ved Trojels Knæ.