Tekst Hasse Jørgensen, arkivfoto Ryk Ind Ribe, mandag den 24. januar 2022
Ansættelsen af kontanthjælpsmodtagere i daginstitutioner til afspritning af legetøj og kontaktflader har i 2021 været en succes på to måde.
Institutionerne har fået en højere rengøringsstandard, men hertil kommer, at flere end 60 procent af de omkring 50 ansatte, de er tale om, er kommet i varig beskæftigelse.
Det fortæller borgmester Jesper Frost Rasmussen (V) efter at økonomiudvalget mandag formiddag besluttede at gentage succesen fra 2021 i 2022 ved igen at ansætte omkring 50 kontanthjælpsmodtagere i daginstitutionerne rundt om i kommunen.
– Det kontanthjælpsmodtagerne gør er at hjælpe med at afspritte legetøj og kontaktflader, og vi gentager ordningen i 2022 fordi vi ved, at der er mange af daginstitutionerne, der er hårdt presset af personale, der enten er syge af corona eller i karantæne, og så har ordningen jo haft en fantastisk beskæftigelseseffekt i og med at over 60 procent af de ansatte er blevet hjulpet ind på arbejdsmarkedet efter ansættelsen i daginstitutionerne, fortæller Jesper Frost Rasmussen.
Det var et overvældende flertal i økonomiudvalget, der gik ind for at videreføre ordningen i 2022. Kun Ny Borgerlige tog forbehold med begrundelse i, at partiet ikke kan støtte et forslag, som anses for at være skjult tilførsel af ressourcer. Partiet vil ikke finansiere et servicebehov med ikke rammelagte midler, ligesom Ny Borgerlige er i mod, fordi skoler og plejecentre er undtaget, og fordi partiet anser det for diskriminerende overfor fleksjobbere, pensionister og modtagere af sociale ydelser. Partiet anerkender dog institutionernes behov for yderligere rengøring, fremgår det af referatet fra udvalgets møde.









































































