Tekst & Collage: Johnny Tauman
14. maj 2020
En landmand, som ejer og driver en større landbrugsejendom med mælkeproduktion på adressen Øster Vedstedvej 141 med tilkørselsforhold på den sydlige del af vejen, har fremsendt et fyldestgørende høringssvar. RYK IND RIBE bringer her et uddrag af høringsvar 10. Der beskrives klar og tydeligt, at placeringen af cykelstien på samme side som ejendommen kan udgøre en sikkerhedsmæssig risiko for de cyklister, der måtte benytte cykelstien.
Dårlige oversigtsforhold
Ejendommens tilkørselsforhold ligger i en indadvendt svag kurve, der alt andet lige forringer oversigtsforholdene for såvel vejens trafikanter, herunder cyklister, som ikke mindst for de store køretøjer, der skal ind og ud af landbrugsejendommen.
Mange tunge køretøjer
Der er gennem dagen en regelmæssig trafik til og fra landbrugsejendommen. Det sker i forbindelse med afhentning af mælk i store tankbiler, afhentning af kreaturer, levering af varer, samt kørsel med traktorer og andre store landbrugsmaskiner, herunder i forbindelse med driften af tilhørende jorde i området. Der er ikke lige godt udsyn fra alle køretøjer.
Derfor er det vigtigt at undgå, at de nævnte store køretøjer jævnligt krydser cykelstien.
Mulig parkering på cykelstien
I høringssvaret beskrives også, hvordan der vil skulle eksproprieres fra ejendommen, hvilket betyder at parkeringspladsen foran huset, hvor medarbejdere og kunder holder parkeret bliver reduceret.
I forhold til maskinhuset inddrages ligeledes et areal, hvilket betyder, at lastbiler og andre store køretøjer kan blive nødt til at parkere på cykelstien, hvilket vil give trafikale gener.
Bedste løsning
Afsluttende kan man læse, at det af sikkerhedsmæssige hensyn for cyklisterne er bedst at placere cykelstien i den nordlige del af vejen på strækningen fra T-krydset i Sdr. Farup til Øster Vedsted, og der ses ikke at være forhold, der taler afgørende imod en sådan placering.
Vil du vide mere
Hele høringssvaret kan læses her:
Høringssvar
Og husk lige konklusionen i Rambøll-rapporten i forhold til høringssvarene.
Indstilling:
Stiens forløb og placering fastholdes.