Tekst Hasse Jørgensen, arkivfoto Johnny Tauman, fredag den 3. november 2022

Som formanden for byrådets klima- og miljøudvalg, Jørgen Ahlquist (S) siger, bliver der nok at arbejde med i den kommende tid.

Det forslag, som udvalget – tidligere beskrevet på Ryk Ind Ribe – har modtaget fra en række interesseorganisationer i Ribe, indgår i de fremtidige forhandlinger omkring hele åsystemet i Ribe. Dertil kommer, at udvalget også vil tage en genåbning af den gamle åslynge i Vesteråen op til fornyet debat.

Det blev resultatet af udvalgets møde fredag formiddag.

– Forslaget fra interesseorganisationerne i Ribe vil indgå som en del af høringssvaret, og det er sendt ind til staten. Vi har ikke som sådan behandlet høringssvaret, men det indgår i den vandplan, vi sender ind til staten, og ud fra det svar, vi får fra staten, kan vi arbejde videre med planerne, siger Jørgen Ahlquist, der samtidig føjer til, at en genåbning af å-slyngen på Vesteråen er noget, der også er taget med i debatten og vandplanen.

– Vi kigger på, om det er muligt at genåbne åslyngen. Det er et længe næret ønske, og det indgår i det fremtidige arbejde, fortæller Jørgen Ahlquist.

Han fortæller videre, at det oplæg, der er kommet fra erhvervsfisker Gert Mikkelsen – ligeledes omtalt i Ryk Ind Ribe – endnu ikke er havnet på udvalgets bord.

Hele sagen handler om de åpassager, der er i Ribe, Mølledammens fremtid og i det hele taget vandproblemerne, der er i Ribe