Tekst og foto Hasse Jørgensen, tirsdag den 4. marts 2025
Ribe har fået en ny tømrermester.
Jacob Heiselberg har overtaget den kendte forretning, Søren Emil hidtil har drevet.
Overtagelsen er effektueret, da Søren Emil ønskede at trappe ned på erhvervslivet, og Jacob Heiselberg fortæller, at han vil drive firmaet videre som hidtil.
– Det skal være en ”gammeldags” tømrerforretning, hvor vi lægger vægt på kvalitet og klare alle opgaver. Lige fra installation af et køkken til store opgaver, som den tagopgave vi for tiden er i gang med i Saltgade, og opgaver i den indre by, siger Jacob Heiselberg.
Han fortsætter med de fem medarbejdere, der er i firmaet.
– Når de er tilfredse, og jeg er glade for dem, er der ingen grund til andet, lyder det med et smil fra Jacob i en kort pause fra det omfattende tagarbejde, der skal føre til nyt tag på den bygning på hjørnet af Saltgade og Seminarievej, der tidligere har rummet bl.a. bibliotek, lægeklinik og JydskeVestkystens kontor.
Selv er Jacob uddannet hos Søren Emil og har været i firmaet i 15 år, mens en kollega, Martin, har været i firmaet i 12 år og fortsætter under den nye ejer. Selv bor Jacob, der stammer fra Kalvslund, i Obbekjær.