Tekst Hasse Jørgensen, foto Esbjerg Kommune, torsdag den 10. april 2025
Bæredygtig byudvikling, mobilitetsknudepunkter, klima, Esbjerg Havn, oplevelser, kultur og byliv. Det er vigtige temaer for Esbjerg Kommunes fremtidige udvikling, som forslaget til Kommuneplan for 2026-38 tager fat i, og som du måske også har en holdning til?
I mandags besluttede Esbjerg Byråd at sende forslaget til Kommuneplan 2026-38 i offentlig høring. Forslaget er i høring frem til den 12. juni 2025, og alle borgere inviteres til at læse med og komme med deres input.
Kommuneplan 2026-38 sætter rammen for, hvordan Esbjerg Kommune skal udvikle sig fysisk de næste 12 år. Planforslaget samler tråden op fra den gældende kommuneplan og tager afsæt i de fire overordnede temaer fra Kommuneplanstrategi 2026-38: klima og bæredygtighed, unge og uddannelse, oplevelse og kultur, erhverv og udvikling.
De mest markante ændringer i det nye forslag til kommuneplan findes inden for temaet Klima og bæredygtighed. Her har byrådet prioriteret udviklingen af levende og grønne bykerner foran nye boligområder i periferien af byerne.
Kommuneplanen er også for dig
For at gøre det let at høre mere om kommuneplanforslaget inviterer Esbjerg Kommune til tre drop ind arrangementer:
Bramming Bibliotek: tirsdag den 20. maj kl. 16-18
Hovedbiblioteket i Esbjerg: onsdag den 21. maj kl. 16-18
Hvad er en kommuneplan?
Kommuneplanen er den samlede plan for, hvordan Esbjerg Kommune skal udvikle sig fysisk – både i byerne og på landet. Den fastlægger bl.a. boligområder, erhvervsområder og grønne områder. Planen koordinerer betjeningen af områdernes forsyning, infrastruktur, service osv. med en lang række interne og eksterne parter. Kommuneplanen omsætter de store linjer fra verdensmålene, Vision 2025 og Kommuneplanstrategi 2026-38 til konkret politik, planlægning og handlinger for alle kommunens direktørområder.