Tekst og foto Hasse Jørgensen, tirsdag den 28. januar 2025

Når butikken Huset Ribe efter en måneds lukning på torsdag genåbner under navnet Hr. Skov – Huset Ribe, bliver det en spændende butik med både det genkendelige men så sandelig også flere nyheder.

Og genåbningen bliver markeret på en helt speciel måde. Ikke alene holder forretningen åben i normal åbningstid, der bliver også reception, og midt på dagen vil det kendte whiskyfirma Highland Park præsentere destilleriets ældste whisky på 68 år. En flaske, der sælges for 340.000 danske kroner – vel at mærke for 0,7 liter.

– Det glæder vi os meget til. En af destilleriets topchefer, danskeren Martin Markvardsen, kommer og præsenterer den fornemme whisky, fortæller Claus Skov, der sammen med hustruen Henny ejer forretningen. Som tidligere omtalt ejer de to også Hr. Skov i Blåvand med egen produktion, samt forretning i Esbjerg.

Claus Skov fortæller, at de håber, at mange vil kigge ind på åbningsdagen: – Vi holder ikke reception for, at man skal komme med blomster eller andet. Vi holder den, fordi vi gerne vil give kunderne en rigtig god oplevelse, og alle er meget velkomne. Der vil være flere leverandører med vareprøver.

Meget af det oprindelige varesortiment er bevaret eller udvidet. Det gælder eksempelvis vinafdelingen, hvor man i forretningen fremover vil satse mere på de nordlige vinproducerende lande som Frankrig, Italien og Spanien fremfor de oversøiske lande, som der dog også vil være vine fra.

Den italienske is er skiftet ud med den danske Hansen Is, der er lavet på fløde, og der er kommet en helt ny delikatesseafdeling, hvor der bl.a. er varer fra slagter Christiansen på Fanø, unikke oste og meget andet lækkert.

– Vi har naturligvis også udvidet sortimentet af vores egne produkter, som findes i 65 forskellige varianter. Vi har også bygget lidt om ved kassen, så vi får bedre plads til at pakke ind i pæne pakker, fortæller Claus Skov, mens han viser rundt i butikken.

Blandt nyskabelserne er også, at man satser lidt mere på kvalitets brugskunst som Yeti, der bl.a. er kaffekopper og termotaske til udendørs brug.

En nyhed er også japanske køkkenknive i luksusudførelse. De er lavet af henholdsvis 69, 161 og 193 lag stål. Den dyreste kan du købe for knapt 10.000 kroner. Men så har du også en kniv for livet.

– Det er bestemt ikke, fordi vi vil være dyre, men vi vil gerne have kvalitet, og vi vil gerne være en forretning for alle. Vores varesortiment spænder meget vidt prismæssigt lige fra f.eks. en spegepølse til 60 kroner og så til den omtalte kniv, forklarer Claus Skov.

I det daglige vil forretningen blive passet af medarbejderne fra Huset Ribe, Stine og Mieke.