Tekst Hasse Jørgensen, pressefoto, fredag den 17. juni 2022
Sydvestjyske Museer åbner tirsdag den 28. juni en ny særudstilling om Skandinaviens ældste handelsby, Ribe.
I 2017-2018 gennemførte Sydvestjyske Museer sammen med forskere fra Aarhus Universitet og støttet af Carlsbergfondet en stor udgravning i hjertet af ”emporiet” – dvs. handelspladsen i Ribe fra 700- og 800-tallet.
Udgravningen lå, som mange sikkert husker, lige ved siden af Ribe Kunstmuseum, og den gav for første gang mulighed for at afdække et stort område af byens dybeste lag med masser af fund.
Det var også første gang arkæologerne fik chancen for at udnytte en række nye naturvidenskabelige metoder.
Udgravningen gav mange fantastiske fund men også ny viden, der har givet os en ny historie om Ribes tidligste historie og om vikingetidens begyndelse.
Det er fundene fra udgravningerne, der vises på udstillingen og fortæller historien.
Sydvestjyske Museer fejrer åbningen af den nye særudstilling på Museet Ribes Vikinger søndag den 26. juni kl. 14.0, hvor alle Det antikvariske Selskabs medlemmer er hjertelig velkomne.

Farverne i perlerne, her – hvepseperler – kræver et ganske særligt kendskab til kemi, som vi hidtil ikke har troet nåede til Ribe.









































































