Tekst: Team Esbjerg foto:  René Jørgensen
20. april 2026.

En sejr sender Team Esbjerg tæt på semifinalerne

Efter en god begyndelse på Bambuni Kvindeligaens slutspil med en sejr over SønderjyskE i sidste uge, står Team Esbjerg med et fint forspring ned til tredjepladsen i gruppen. Med en sejr over København Håndbold tirsdag aften, begynder det allerede at ligne en plads i semifinalerne.

Status er nemlig, at Team Esbjerg, som vinder af grundspillet, havde to point med over, og derfor har de fire point efter første runde. Nykøbing F. Håndbold slog København Håndbold i første runde, og de ligger på andenpladsen med tre point.

En sejr vil af den grund betyde, at Team Esbjerg vil komme utroligt tæt på den ene af de to semifinalepladser, der er på højkant i gruppen. Og når chancen er der for at få den hurtigt på plads, skal den også udnyttes.

– Jeg synes, det er vigtigt, at vi får en sejr over København. Det vil give os lidt afstand til tredje- og fjerdepladsen, og det er absolut noget, som vi vil gå efter, siger cheftræner Tomas Axnér.

Opgøret mod København er fyldet i en rumænsk Champions League-sandwich. Flere ting vil dog give Team Esbjerg en glimrende optakt til returopgøret i Bukarest senere på ugen, hvor Final4-billetten er på spil.

– Det er en fordel, at vi er på hjemmebane til dette opgør. Vi behøver derved ikke at rejse, og det giver os også lidt mere aktivitet på træningsbanen. Samtidig er der også lidt tid mellem tirsdag og søndag (kampdag mod CSM Bucuresti, red.), hvilket giver os mere tid til at forberede os til kampen i Rumænien, siger cheftræneren.

Men kampen på søndag fylder stadig lidt i hovedet på holdet. Opgøret er stadig åbent efter en smal sejr hjemme i Blue Water Dokken for Team Esbjerg, og derfor er det naturligt.

– Det er selvfølgelig en udfordring, men det er også noget, vi skal være i stand til at gøre. Det er godt, at dette opgør kommer tidligt, så vi har tid til kampen på søndag, og derfor har vi også fokus på København, siger Tomas Axnér, der spår en kamp, hvor København vil prøve nogen ting.

– Vi skal være forberedte på en modstander, der kan spille lidt forskelligt. De kan komme med noget syv mod seks og de kan trække tempoet ud af kampen eksempelvis. Men hvis vi står godt i forsvaret, har vi givet os selv gode betingelser for at vinde.

Team Esbjergs trup til kampen i Bambuni Kvindeligaen slutspil runde 2 mod København Håndbold tirsdag den 21. april kl. 20.30 i Blue Water Dokken:

Målvogtere: Katharina Filter og Anna Kristensen

Venstre fløj: Elin Hansson og Zoë Sprengers

Højre fløj: Sarah Dekker, Mia Emmenegger, Marit Røsberg Jacobsen og Anne Tolstrup Petersen

Streg: Kathrine Heindahl, Rikke Iversen og Olivia Löfqvist

Bagspillere: Live Rushfeldt Deila, Line Haugsted, Helene Kindberg, Michala Møller, Nora Mørk og Henny Reistad.