Tekst Torben Ravnborg Nissen, fotomontage René Jørgensen, onsdag den 9. september 2026

Jeg har fulgt diskussionen om PISA-resultaterne med særlig interesse. Måske fordi jeg både er skribent og uddannet lærer. Jeg har stået i et klasselokale, haft eleverne foran mig og prøvet at få undervisning, relationer, faglighed og alt det andet, der følger med lærerjobbet, til at hænge sammen.

Derfor kan jeg heller ikke lade være med at tænke tilbage på 2013. Det var året, hvor Danmarks folkeskolelærere efter min mening blev tromlet over. Tillid og faglighed blev erstattet af mistillid og kontrol. En socialdemokratisk minister allierede sig med én professor og satte sig for at gennemføre en folkeskolereform på baggrund af erfaringer fra lande, der ikke umiddelbart var sammenlignelige med Danmark, hverken når det gjaldt samfundsstruktur eller skolekultur.

Jeg husker ikke den gamle folkeskole som et sted, hvor alting fungerede. Det gjorde det bestemt ikke. Men der var en grundlæggende forståelse af, at læreren var en fagperson. En, der havde en uddannelse, kendte sit fag og sine elever – og derfor også måtte have en vis frihed til at tilrettelægge sin undervisning.

Stempeluret

Det var heller ikke mærkeligt, at en lærer brugte tid på noget, der ikke stod på planen. Hvis man havde fire timers forberedelse hjemme ved skrivebordet, var det ikke nødvendigvis fire timer med umiddelbart synlige opgaver. Måske skulle man læse op på et emne eller finde noget materiale. Måske var der en elev, man havde brug for at tænke lidt over. Måske ringede man til en kollega og diskuterede en problemstilling. Måske opstod der en idé, som kunne gøre undervisningen bedre. Måske skulle der findes noder til og øves på et stykke musik, ses en film eller læses en bog til danskundervisningen. Det var sammen med den mere detaljerede tilrettelæggelse af lektionerne naturlige dele af en lærers forberedelse.

Med folkeskolereformen i 2013 og Lov 409 forsvandt den frihed fra den ene dag til den anden. Reformen blev koblet sammen med nye tjenestetidsregler, og pludselig blev det ikke bare vigtigt, hvad læreren lavede, men også hvor og hvornår. Og arbejdet skulle registreres. Stempeluret var ikke længere bare en metafor. Det blev rent faktisk indført på arbejdspladsen.

Skemalagt forberedelsestid

Jeg har selv siddet med fem timers skemalagt forberedelse, hvor jeg skulle bruge noget af tiden på at forberede en lektion, som først skulle gennemføres ugen efter. Jeg var vant til at arbejde med en grundforberedelse og en detailforberedelse, hvor den sidste del naturligt foregik tæt på selve lektionen. Der var blot ikke lagt tid til forberedelse i skemaet op til lektionen. Det nye system var så rigidt, at man næsten kunne få den tanke, at man havde glemt, hvorfor man overhovedet sad der.

Forberedelse er ikke bare den tid, der går med at lave en lektionsplan. Den foregår også inde i hovedet. Den kan opstå på en cykeltur hjem, under læsningen af en bog eller i samtalen med en kollega. Den kan ændre sig, fordi man pludselig opdager, at den klasse, man skal undervise, har brug for noget helt andet end det, man havde tænkt dagen før.

Og måske var det dér, vi begyndte at miste noget. Ikke bare lærernes frihed, men også vores forståelse af, hvad faglighed egentlig er. For faglighed er ikke kun at kunne sit fag. Det er også at kunne vurdere, hvornår man skal gøre noget andet end det planlagte.

Den misforståede inklusion

Det samme gælder eleverne. Inklusion må ikke blive et mål i sig selv, hvis den betyder, at barnet får dårligere muligheder for at lære, trives og indgå i fællesskaber. Jeg forstår godt ønsket om inklusion. Ingen børn skal føle sig udenfor. Men vi har efter min mening fået blandet to ting sammen: fællesskab og fysisk placering.

Et barn kan godt være en del af et fællesskab uden nødvendigvis at sidde i det samme rum som alle andre. Jeg synes, vi burde afdramatisere begrebet særligt undervisningstilbud. Hvorfor blev det noget, man helst ikke måtte tale om?

Hvis en elev har store faglige eller sociale udfordringer, kan det da være en enorm lettelse at komme et sted hen, hvor læreren ved, hvad det handler om. Hvor undervisningen kan tilrettelægges anderledes, hvor der er færre elever, og hvor en specialuddannet lærer kan bruge tiden på at komme tæt på den unge. For det er dér, jeg tror, noget afgørende ligger: relationsdannelsen.

De børn og unge, som konstant forstyrrer undervisningen, er måske ikke først og fremmest et ”disciplinproblem.” Måske er det et barn, der af mange forskellige årsager ikke har fundet sin plads i skolen. Måske har han eller hun brug for en voksen, som ikke giver op efter den første konflikt, men bliver ved med at være der. En voksen, der er uddannet til at forstå netop de udfordringer, barnet måtte have. Det kræver tid og mulighed for at bruge tiden dér, hvor den gør størst forskel.

Det er måske også derfor, jeg har så svært ved den måde, inklusionen blev tænkt på. For hvis vi virkelig vil hjælpe de børn, der har det svært, skal vi ikke nødvendigvis presse dem ind i de samme rammer. Vi skal give dem nogle rammer, hvor de kan lykkes på deres egne præmisser. Det er ikke at ekskludere. Det kan være det stik modsatte.

Samfundets syn på lærerrollen

Når jeg ser tilbage på årene efter 2013, er det derfor ikke én bestemt beslutning, jeg hæfter mig ved, men den måde, reformen ændrede hele synet på skolen.

Læreren blev mindre den professionelle, man stolede på, og mere den medarbejder, hvis arbejde skulle kunne dokumenteres. Eleven blev i højere grad noget, der skulle måles og evalueres, og skolen blev i stigende grad betragtet som et system, der kunne forbedres ved at styre og registrere det mere detaljeret.

Et klasselokale rummer 20-25 børn med forskellige forudsætninger, forskellige historier og forskellige måder at lære på. Og foran dem står et menneske, som skal få det hele til at fungere.

Det kræver noget, som ikke kan sættes ind i et skema. Det kræver erfaring og dømmekraft og ikke mindst evnen til at skabe relationer. For relationen er ikke et ekstra krydderi på undervisningen. Den er en stor del af den.

PISA-resultaterne

Det er derfor, jeg ikke bare ser PISA-resultaterne som et spørgsmål om, hvorvidt danske elever er blevet dårligere til matematik eller læsning. Jeg ser dem som en anledning til at spørge, om vi har gjort det unødigt svært at være lærer i folkeskolen. For måske var løsningen ikke mere kontrol med lærernes arbejde. Måske er det snarere på tide at give dem noget af den tillid tilbage, som blev mistet.

Måske skal vi turde tro på, at den lærer, vi har brugt fire år på at uddanne, faktisk ved noget om børn, undervisning og sit fag. Og måske skal vi forstå, at tillid ikke er det samme som at lade stå til.

Tillid er at give et menneske ansvar – og lade mennesket bruge sin faglighed til at løfte det ansvar.

Det var sådan, jeg lærte lærergerningen at kende. Det var sådan, jeg selv arbejdede i størstedelen af mit arbejdsliv. Og selv om der siden er foretaget mange nødvendige korrektioner af det, der gik galt i 2013, tror jeg stadig, at vi dengang havde en stærkere forståelse af lærerens faglighed og professionelle råderum, end vi fik i årene efter.

Så´det sagt.