Tekst & Collage: Johnny Tauman
29. maj 2022
(Første artikel af to – barnets oplevelser)
Ofte sætter læserne sikkert lighedstegn mellem Børns Voksenvenner og Else Frøjk, som i en menneskealder har kæmpet for at få midler, finde match og skabe relationer mellem børn og frivillige. RYK IND RIBE har fået mulighed for at skrive to artikler med familier, som har haft stor glæde og personlige gevinster ved at have de helt perfekte match til voksenvennen.
Beslutningen om en voksenven
Den første beretning har vi modtaget fra Lonnie Maria Hansen, der i dag er bosiddende i Aalborg.
– Jeg fik voksenvenner i marts 2000. Dengang var jeg et stille barn, der sjældent sagde noget og havde det helt fint med at sidde med en bog, indleder Lonnie Maria sin fortælling og uddyber: – Jeg lignede ingen af mine søstre, der begge var mere udadvendte og fyldte mere i dagligdagen med deres temperament.
Søstrene reagerede udadtil, da moren i 98 havde været syg og efterfølgende døjede med komplikationer efter en medfølgende operation. Modsat trak Lonnie Maria sig endnu mere ind i sig selv.
Derfor blev det besluttet, at Lonnie Maria skulle have en voksenven.
Det bedste match
Efter Lonnie Marias mors mening måtte det godt være en traditionel bedstemor type – og gerne en, der gad bage og spille spil.
Else Frøjk var dog ikke så sikker, så hun foreslog, at moren og Lonnie Maria skulle møde Pernille og hendes mand, der boede i Ribe. Hun mente nemlig, at Pernille og Lonnie ville være et godt match, selvom Pernille “kun” var i start-midten af trediverne.
– Jeg kan stadig huske, hvor nervøs jeg var den dag. Jeg hadede at være i centrum, og ingen af mine søstre var med til at tage opmærksomheden.
Da mødet var slut, var jeg ikke i tvivl om, at jeg gerne ville have Pernille som min voksenven.
Ud fra de fyldte bogreoler, var det tydeligt for Lonnie Maria, at det var helt i orden at sidde stille og læse en bog. Og så var der jo også hjemmebagte boller – og et Scrabble spil på hylden, og ikke mindst udsigten til at spille brætspil.
– Det blev begyndelsen på et venskab, der har betydet utrolig meget for, hvor jeg er i dag, lyder det fra Lonnie Maria.
Plads til ro og pause
De første år var det primært Pernille og Lonnie Maria, der lavede ting sammen, når hun var på besøg. De gik på biblioteket, besøgte gederne i Ribe med madpakker, udvidede hvert år samlingen af brætspil med et nyt, bagte eller lavede aftensmad.
– Vi behøvede ikke hele tiden at snakke. Vi kunne godt bare sidde i hver vores sofa med en bog. Den ro og pause fra hverdagen havde stor betydning for mig, da mine forældre i sommeren 2000 gik fra hinanden.
Lonnie Marias storesøster (hun er 8 år ældre) flyttede hjemmefra, og hun var dermed den, der måtte hjælpe sin mor med de praktiske ting, de dage helbredet ikke ville, som hun ville. Og senere måtte Lonnie Maria igen og igen diskutere med sin stedfar om hvem, der havde ansvaret for at f.eks. hente mælk og lign. – Jeg fandt aldrig helt tilbage i rollen som barn, da han kom ind i billedet og påtog sig ansvaret for de ting, jeg før havde hjulpet med, husker hun.
Fik godt støtte til studier
Voksenvennens mand Torben fandt Lonnie Maria egentlig lidt skræmmende og mest irriterende de første år, da han altid ville diskutere hendes fremtidsplaner: – Jeg ville være dyrepasser og bo på landet, og jeg mente, at jeg ikke havde behov for at komme ud og opleve verden. Men som årerne gik, fandt vi ud af, at vi faktisk også havde flere fælles interesser – lige fra Star Wars til Dan Browns bøger og Sherlock Holmes. Da Lonnie Maria blev ældre, kunne de to også sparre hinanden rent fagligt.
Lonnie Maria fortæller, at flere af de bøger, hun købte under sin uddannelse til Civil Ingeniør i Bioteknologi, har hun bladret i hjemme ved Pernille og Torben.
Da 9. klasse nærmede sig sin afslutning, mente de fleste af Lonnie Marias lærere og kommunen, at det ville være bedst for hende at komme på efterskole. – Selv var jeg fastbesluttet på, at jeg ville direkte på gymnasiet. Her var Pernille og Torben Petersen mine største støtter, der hjalp med at overbevise min mor om, at det var den rigtige vej, kommer det med et smil, inden hun fortsætter: – Jeg startede på Gymnasiet i Ribe efter 9 kl. og gik jævnligt hjem til Pernille og Torben for at få hjælp til lektierne.
Ofte overnattede hun også på gæsteværelset, fordi det var nemmere, end at forældrene skulle hente hende.
Privatfoto – Lonnie Maria i 2022
Venskabet holder helt i Wien
– Jeg kan ikke huske det præcise årstal, men i løbet af 2010’erne valgte mine voksenvenner at flytte til Wien, hvor de havde tilbragt deres somre, mens Pernille var gæsteunderviser på et universitet i byen.
Dette ”brud” har ikke sat en stopper for venskabet. – Jeg har besøgt dem så meget, at jeg har tilbragt mere tid i Wien, end jeg har i København og Århus.
Når Pernille har været hjemme i Danmark for at besøge familien, har hun enten været i Aalborg – eller også har Lonnie Maria taget turen til Horsens, hvor Pernilles forældre og søster boede og bor.
– Jeg fik ikke kun voksenvenner, da jeg lærte Pernille og Torben at kende. Jeg fik føjet flere mennesker til min udvidede familie, som jeg er kommet til at holde utrolig meget af, siger Lonnie Maria og fortsætter: – Desværre måtte vi i 2020 sige farvel til Pernilles mor og i 2021 til hendes far.
De mange oplevelser
Når der snakkes om voksenvenner, er det ikke kun voksenvennerne, der har en stor betydning. – Det engagement og den omsorg Else og hendes mand Andreas viser over for alle de børn, som hun har hjulpet med at få voksenvenner, er ubeskrivelig, lyder den rosende beskrivelse.
Lonnie Maria siger videre: – Jeg kan stadig huske bowlingturene, kanoturene, fisketurene og turen til jul i Tivoli. Især den ene fisketur står klar og tydelig i min hukommelse. Jeg fangede en fisk og fik den i land, men jeg var virkelig bange for at røre ved den, så Andreas kom mig til hjælp og tog sig af den. Det blev en oplevelse, vi har moret os over lige siden.
Stadig kontakt med Else
Det er 22 år siden Lonnie Maria mødte Else første gang.
– Med årene – efter jeg er flyttet til Aalborg for først at studere og siden finde fast arbejde – er kontakten blevet mindre, men alligevel tjekker hun en gang imellem ind og skal høre, hvordan det går både med mig og hele min familie, for hun kan stadig huske, hvor mange søstre jeg har osv.
Fandt sin egne ben
– Med støtten fra bl.a. Else, Andreas, Pernille og Torben lykkedes det mig at opbygge selvtillid og styrke nok til at have mod på at opleve verden og ikke mindst ignorere de personer, der sagde, at jeg ikke kunne klare gymnasiet og sidenhen universitet.
Lonnie Maria kæmpede sig igennem kriserne og kom ud på den anden side i stand til at stå på mine egne ben. – Og brætspillene Pernille og jeg købte i årenes løb? De står i dag min reol og bliver fundet frem, når jeg er sammen med min ældste nevø og niece eller mødes med venner, blev den sidste kommentar i den positive historie.
Stor TAK til Lonnie Maria for en gribende fortælling!
