Tekst Hasse Jørgensen, pressefoto og Ove Detlevsen, fredag den 24. juni 2022

Direktør for Sydvestjyske Museer, dr.phil. Flemming Just, fyldte den 12. juni 65 år. Fødselsdagen blev festligt markeret på Det Gl. Rådhus i Ribe som et surpise party, og til det var knyttet en bogudgivelse, et festskrift til Flemming Just, som det er tradition for på universiteterne – til stor overraskelse for fødselaren.

Der er ikke regler for kriterierne for at modtage et festskrift. Modtageren skal i kraft af mange års forskning, videnskabeligt samarbejde og inspirerende initiativer simpelthen have gjort sig fortjent til den faglige hæder og kollegiale anerkendelse, som et festskrift i bund og grund er udtryk for. Det har Flemming Just gjort. Han er ikke bare et regionalt kraftværk i Sydvestjylland og en vigtig aktør i museums-Danmark, men er blandt fagkolleger også en respekteret historiker og adjungeret professor ved Syddansk Universitet.

Festskriftet afspejler Flemming Justs alsidige virke. Bogen rummer en håndfuld personlige indblik i hans karrierevej og samarbejdsrelationer; fra lokalhistoriske initiativer i Bramming i 1980erne over årene som professor på Syddansk Universitet og til 2022, hvor Flemming Just netop er fratrådt som formand for Organisationen Danske Museer.

Dernæst indeholder bogen 11 artikler, der kommer vidt omkring – hekseprocesser i 1600-årene, kulturarvsforvaltning i det 19. og 20. århundrede i Ribe, besættelsestidens Esbjerg eller det tyske mindretal i Sønderjylland og historien om, hvorfor fiskerne forsvandt fra Esbjerg Havn.

 Fakta

Festskriftet er skrevet af tidligere og nuværende kolleger og medarbejdere til Flemming Just fra museums- og arkivverdenen, Sydvestjyske Museer og Syddansk Universitet og er redigeret af ansatte på Sydvestjyske Museer, nemlig arkivleder Henrik Lundtofte, museumsinspektør Mikkel Kirkedahl Nielsen, leder af Historie & Formidling overinspektør Lulu Anne Hansen og leder af Arkæologi & Samling overinspektør Morten Søvsø.

Festskriftet er på 297 sider og består i alt af 15 bidrag med illustrationer samt et forord. Det  koster 200 kr. og kan købes på Sydvestjyske Museers udstillingssteder: Museet Ribes Vikinger, Esbjerg Museum, Bramming Egnsmuseum og HEX! Museum of Witch Hunt/Jacob A. Riis Museum. Og hos udvalgte boghandlere.

Festskriftet