Tekst: Renè Jørgensen fotos: Torben Hestehave
20. august 2021.
“Fiskeriet, der forsvandt.
Museumsinspektør Søren Byskov øser af sin viden torsdag d. 26. august Kl. 19.30 på Museet Ribes Vikinger Erhvervsfiskeriet opstod i Danmark som et selvbevidst erhverv i årene omkring 1900. Det 20. århundrede blev fiskeriets “guldalder” med titusindvis af udøvere og med landinger i hver en havn.
Søren Byskov har i 20 år arbejdet med fiskeriets historie på Fiskeri- og Søfartsmuseet i Esbjerg. Foredraget tager os med rundt i den fascinerende udvikling, som har kendetegnet et erhverv, hvor udøverne jagter en vild naturressource, der flytter sig rundt i havet. Vi hører om dengang, de fleste fiskere var hjemmehørende i indre farvande, og om hvordan fiskere med base i Esbjerg i 1920’erne erobrede Nordsøen og efter krigen kastede sig ind i det indbringende ‘skidtfiskeri’. I 1970’erne havde det effektive fiskeri nået en kapacitet, som ikke matchede fiskeressourcen, og en lang og smertefuld periode med ophugning og kvotebegrænsninger fulgte. I dag er fiskeriet forbeholdt få og højt specialiserede fartøjer i de få aktive fiskerihavne.
Arrangement ved Antikvarisk Selskab. Gratis for medlemmer ellers 50 kr. Corona Pas vises ved indgang.”