Tekst Hasse Jørgensen, Foto: Stine Liberty Svenningsen, onsdag den 13. oktober
Hvad sker der, når 11-12-årige elever får lov til at arbejde kreativt med en kendt forfatters fortælling – og ovenikøbet får lov at lege med virtual reality?
Jo, så stiger elevernes læselyst, fordi de får en anderledes vinkel på litteratur og selv prøver kræfter med at arbejde kreativt med den. Det er i hvert fald tesen i projektet ”Fokus på fortællingen”. Og i dag (onsdag den 13. oktober. Red) blev tesen testet, da der var fernisering på Ribe Bibliotek, hvor eleverne på Vittenbergskolens 6. årgang udstillede de produkter, som de har lavet i forbindelse med projektet.
Produkterne tager udgangspunkt i en novelle, som forfatter Camilla Wandahl har skrevet specielt til projektet. Novellen foregår i et postapokalyptisk Danmark, hvor der både er zombielignende væsener, intelligente parasitter og gadebander, der truer hovedpersonerne på livet. Novellen slutter brat i en åben scene, som er blevet optaget i virtual reality, og som både byder på tekster, billeder og lydspor.
(Artiklen fortsætter under billedet)
Ved at sanse og opleve scenen i virtual reality har eleverne fået inspiration til at udarbejde deres egen slutning på novellen. Eleverne bestemmer selv, hvordan novellen slutter, og hvilken udtryksform de vil bruge til slutningen. Og for 6. årgang blev det til både tekster, malerier, podcasts og videoer – og endda en samling lerfigurer.
Særligt forfatterbesøg
Som noget helt særligt deltog forfatter Camilla Wandahl i ferniseringen, hvor hun læste op af sin novelle og for første gang så alle elevernes produkter. Og hun var intet mindre end imponeret.
– Det var spændende og alsidigt. Eleverne har udtrykt sig på så forskellige måder – fra ler, dans og podcast til video, historier og billeder. Der er mange medier i spil. Det er dejligt, at børn kan være kreative, som de selv har lyst til, og at de kan prøve forskellige udtryksformer af, udtaler forfatteren.
Udstilling i uge 41 og 42
Elevernes produkter er udstillet på Ribe Bibliotek i uge 41 og hele uge 42.
Efter efterårsferien vil 7. årgang på Vittenbergskolen også gennemgå forløbet. Deres produkter vil blive ferniseret d. 8. november, hvor Camilla Wandahl igen deltager.
Om forfatter Camilla Wandahl
Camilla Wandahl har skrevet over 40 børne- og ungdomsbøger og har for nylig skrevet romanen Øglejægerne, hvis univers har inspireret novellen i projektet.
”Fokus på fortællingen” er et samarbejde mellem Vittenbergskolen i Ribe, forfatter Camilla Wandahl og Esbjerg Kommunes Biblioteker og er støttet af Slots- og Kulturstyrelsens udviklingspulje 2020. Målgruppen er elever i 6. og 7. klasse.
Projektet skal munde ud i et elevrelevant tilbud for de deltagende klasser. Ambitionen er, at tilbuddet skal kunne anvendes af biblioteker og skoler i hele landet, så alt materiale bliver tilgængeligt online.