Tekst Hasse Jørgensen, arkivfoto Johnny Tauman, tirsdag den 1. juli 2025
En sag om fugt og skimmelsvamp i en af de dengang nybyggede lejligheder i den gamle Bispegades Skole er nu afgjort ved retten i Esbjerg.
Obbekjær ejendomme ApS, der indehaves af fabrikant Thomas Jørgensen, skal betale en erstatning til Hanne Lise Rechnagel, Ribe, på 69.484 kroner plus sagsomkostninger til sagsøgeren på 35.000 kroner og sagsomkostninger til staten på 750 kroner.
Dermed giver retten Hanne Lise Rechnagel ret i, at det var berettiget, at Hanne Lise Rechnagel opsagde sit lejemål på grund af fugt og skimmel i lejligheden.
Lejemålet startede den 7. november 2020, og Hanne Lise Rechnagel opsagde lejemålet den 18. marts 2021 til fraflytning den 22. marts samme år. Årsagen var, at Hanne Lise Rechnagel blev syg og at lægeundersøgelser sagde, at sygdommen meget vel kunne skyldes den fugtige lejlighed med skimmelsvamp som følger.
Både et konsulentfirma og personale fra Esbjerg Kommune undersøgte lejligheden, og konklusionen var, at flere ydervægge var direkte våde, og at der var forekomster af skimmelsvamp.
Af domsudskriftet fremgår, at udlejer mener, at problemerne skyldes udlejers ”forhold”, hvilket ligeledes ifølge domsudskriftet bestrides i de to rapporter, som konsulentfirmaet og kommunen har præsenteret retten for.
I dommen er der lagt til grund at lejligheden havde så store mangler, at en erstatning er berettiget. Oprindeligt lød kravet mod udlejer på 81.317 kroner, men dommen lød altså på 69.484 kroner plus procesrenter og sagsomkostningerne.
Hanne Lise Rechnagel Rechnagel fortæller, at hun er godt tilfreds med dommen og at hun nu bor i en lejlighed i midtbyen, hvor hun er meget glad for at være.
Thomas Jørgensen siger om dommen, at som udlejer er man altid den store, stygge ulv, mens man som lejer er beskyttet meget.
– Har du anket dommen?
– Jeg tror ikke, jeg får noget ud af at anke den. Min forestilling er, at det vil koste mig mere at køre sagen videre end at få den lukket nu. Det første tab er altid det billigste