Tekst Hasse Jørgensen, foto privat, søndag den 13. oktober 2024

Et mindre naturdrama udspillede sig for nogle dage siden på Katastrofevejen mellem Kammerslusen og Vester Vedsted. Heldigvis endte dramaet lykkeligt med det resultat, at et eksemplar af de i Danmark virkeligt sjældne fuglearter, Stor Hornugle, blev reddet.

Sagen er, at tre personer fra Ribe gik en tur på katastrofevejen bag diget, og her så de en Stor Hornugle, der tydeligvis var afkræftet og ude af stand til at komme på vingerne og klare sig selv.

De tre personer ringede til naturkonsulent John Frikke, der er ansat ved Nationalpark Vadehavet, for at få hjælp.

– Jeg sad på kontoret, da jeg fik opringningen, men jeg kunne ikke køre lige med det samme. Så de tre personer fra Ribe markerede ved at binde en plastpose til noget siv, hvor de havde set uglen.

– Efter omkring halvanden time kom jeg til stedet og prøvede at finde uglen. Mens jeg ledte og egentligt havde opgivet håbet om at finde den, syntes jeg, at jeg kunne mærke noget kigge på mig. Og der midt i sivene næsten skjult sad uglen.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Hans Jørn Frisk med uglen

– Jeg fik fat i den og fik den ned i en flyttekasse, hvorefter jeg kørte den til et center under Dyrenes Beskyttelse ved Toftlund. Her er centerets indehaver, Hans Jørn Frisk, virkelig god til at tage sig af dyr, der skal have hjælp. I de dage, uglen var hos ham, øgede den sin vægt med næsten det dobbelte. Den vejede 1,4 kilo, da den blev fanget, og da den blev sat ud, vejede den 2,6 kilo.

– Da den efter ti dage var kommet til kræfter, ringmærkede vi uglen og slap den løs. Ringen vil medføre, at hvis den findes nogle steder, bliver vi underrettet, fortæller John Frikke, der videre siger, at de var lidt usikre på, hvor uglen skulle sættes ud.

– Men da den blev fundet mellem Kammerslusen og Vester Vedsted, valgte vi at sætte den ud i plantagen ved Vester Vedsted, og siden har vi ikke set den.

Stor Hornugle er Europas største ugle art og en af verdens største. Det er en rovfugl, som kan tage dyr med en størrelse op til en lille hare, og jægerne var før i tiden ikke glade for den. Den sidst registrerede ugle i Danmark blev skudt i 1884, og pudsigt nok blev der for første gang igen registreret et ynglende Stor Hornuglepar ved Gram nøjagtigt 100 år senere.

– I dag har vi omkring 75 ynglende par i Danmark, fortæller John Frikke.

Stor Hornugle bliver omkring 75 centimeter høj, og den har et vingefang på omkring 170 centimeter. Den bruger sine kløer, når den skal fange et bytte, og John Frikke fortæller, at årsagen til, at han kunne fange uglen og få den i en flyttekasse var, at han kunne tage den i benene og også fordi, den var virkelig afkræftet.

– Får den først fat i dig med kløerne, gør det virkeligt ondt, og det er svært at frigøre sig, fortæller John Frikke.

Uglen sad halvt skjult i sivene, da John Frikke kom til og fik den ned i en flyttekasse og videre til internat.