Tekst: Johnny Tauman    Dronefotos: Ove Detlevsen
12. januar 2025

Da det store vejprojekt blev gennemført for fire år siden, undrede mange sig over, at der ikke allerede dengang i 2020 blev lavet en cykelsti på vestsiden af Trojelsvej fra rundkørslen ved Circle K frem til den nuværende overgang i et blødt sving. Men nu sker det! Det sidste stykke cykelsti bliver anlagt, så cyklister, der kommer på den dobbeltrettede cykelsti fra Gredstedbro, kan fortsætte videre på den vestlige (og korrekte) side af A11 fra Circle K til det lysregulerede kryds ved Industrivej / Nørremarksvej. Herfra kan turen fortsætte turen videre ad den sikrede cykelsti bag støjvæggen.

Syv gav tilbud

Vejdirektoratet modtog syv tilbud på opgaven – Ensrettet cykelsti, Ribe Nord.
Sagsbehandler Torben Juul Jørgensen oplyser, at licitationen var forholdsvis tæt – det dyreste tilbud var på fra Arkil A/S på 2.383.453 kr., men vinderens tilbud, Entreprenør Mads Nielsen ApS lød på 1.541.678 kr. – det lokale firma Nørgaard Anlæg var det næstbilligste med en forskel på blot 205.526 kr.
RYK IND RIBE afventer den endelig tidsplan, som naturligvis afhænger af vejret.

Flere artikler

I 2021 skrev RYK IND RIBE en lang række artikler om cykelstien, der ikke var gjort færdig.
Man kunne bl.a. læse følgende: – Esbjerg Kommune, Vejdirektoratet og Politiet bør sætte sig sammen og hurtigt få en løsning på cykelstien langs Trojelsvej fra krydset Industrivej / Nørremarksvej til Trojels Knæ. Hver der spilles der hasard med cyklisternes helbred, da man ganske uforståeligt ikke har fået koblet den dobbeltrettede cykelsti fra Gredstedbro sammen med den nye cykelsti bag støjvæggen langs Trojelsvej og Plantagevej.

Collage fra sommeren 2021

Det ikke logisk, at cyklister fra nord skal krydse den trafikkerede hovedvej ved Blomsterstedet for efter blot nogle få hundrede meter igen skal krydse tilbage.
Derfor kører cyklister “naturligt”, men ulovligt på østsiden forbi tankstationerne, selvom der ikke er tale om en dobbeltrettet cykelsti.

Hvorfor ikke på østsiden?

Der har været mange tilkendegivelser i tidens løb, som undrer sig over, at der ikke blev lavet en dobbeltrettet cykelsti fra krydset Nørremarksvej/Industrivej til rundkørslen ved Circle K. Hertil har Vejdirektoratet svaret kort og præcist: – En løsning med dobbeltrettet cykelsti er fravalgt af sikkerhedsmæssige årsager, da der ville være tale om mange ind-/udkørsler fra såvel private parceller som tankstationer.
Nogle vil sikkert stadig have indsigelser og “frygte”, at cyklister fortsat vil køre i den “forkerte” side – og dermed selv udsætte sig selv for fare på den smalle ensrettede cykelsti  på østsiden af Trojelsvej.