Tekst og fotos Torben Ravnborg Nissen, fredag den 21. august 2026
Ribe: Præcis kl. 17.15 blev Ribe Metalfestival 2026 i Ribelunds Festsal skudt i gang, da det symfoniske metalband Memoir Sonata fra værtsbyen fra første tone fyrede den af, så trommehinderne vibrerede i takt med de gedigne og tunge rytmer.
Langsomt, men sikkert trak publikum ind i salen, der løbende fyldtes, og hvor musikken var i skarp konkurrence med den dejlige sensommer-eftermiddagssol og de mange gensynssamtaler ved ølboderne ude foran salen.
Som førnævnt er en af festivalens intentioner at være med til at gøre rock og metal til en naturlig del af Ribes kulturliv – men også at skabe et samlingspunkt, hvor mennesker mødes på tværs af alder, baggrund og geografi. Her kan lokale og tilrejsende, familier og flere generationer dele oplevelser og fællesskab omkring musikken. Ambitionen er at skabe tilbagevendende arrangementer, der både giver plads til de garvede metalfans og dem, der møder genren for første gang, og samtidig være med til at sætte Ribe på landkortet som musikby.
Et godt eksempel på noget af dette er Thomas og Simon Oxholm, far og søn. Simon bor i Skanderborg-Ry-området, mens Thomas er en “assimileret” københavner med bopæl i Ribe gennem 45 år. De var sammen til festival og råhyggede med en kold fadøl. Søn og bror Mads, også fra Ry, skulle også have været her, men var desværre blevet forhindret. De to kunne dog sagtens holde festen gående med godt humør og gensynsglæde.
Årets festival, der er den tredje af slagsen, har været udsolgt i nogen tid, og succesen er i hus. Det er noget, der samler folk i vores i forvejen meget musikglade by, og et velkomment tiltag, der på fornemste vis supplerer de mange events, der er i Ribe om året.
Den er nu skudt godt i gang, og i morgen vil Ryk Ind Ribe være til stede igen, når det nye tiltag Ribe MiniMetal for børn og deres voksne åbner kl. 10.00.
(billedserie fra festivalen herunder)














































































