Tekst Hasse Jørgensen, fotos John Frikke og Hasse. Lørdag den 29. juli 2023

En på alle måder fantastisk oplevelse.

Så kort kan den tur, naturkonsulent John Frikke, Ribe, 66 år, og hans 25-årige søn, Bjørn har været på.

Alene i vildmarken gemt i et relativt primitiv skjul har de nat efter nat studeret bjørne, ulve og jærv samt fået set en masse fugle som ørne og glenter. På grænsen mellem Finland og Rusland i ingenmandsland har de opholdt sig, og de skulle indhente tilladelse fra myndighederne for at komme ind i dette ingenmandsland, hvor der kun er natur og meget, meget langt til naboer.

– Bjørn og jeg har været der for 12 år siden, og nu han blev 25 år, tænkte jeg: nu er det nu, hvis han skal have noget helt specielt, fortæller John.

Og det helt specielle blev altså turen til det østlige Finland øst for byen Kuhmo cirka 700 kilometer i luftlinje fra Helsingfors.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Bjørn i skjulet med kameraet klar. Foto John Frikke.

Her fløj far og søn til, hvorefter de kørte til området ved Kuhmo, hvor de blev indkvarteret i en camp, som en finsk naturfotograf har. Både John og Bjørn er begge ivrige naturfotografer med fugle som speciale, men, som John siger: – Det er alt i naturen, der interesserer os. Jeg er så heldig, at min søn har de samme interesser, og det giver utroligt mange, dejlige timer sammen med ham.

Installeret i campen blev John og Bjørn hver aften kørt ud til skjulet, der er en relativ simpel hytte med en bænk som overnatningsmulighed. Vinduet ud mod det område, der skal iagttages, er dækket til, og her kan man via huller stikke kameraets linse ud og iagttage, hvad der foregår udenfor.

– Vi spiste tidligt aftensmad, og så blev vi kørt ud til skjulet. D.v.s., at vi blev kørt dertil, hvor skovvejen stopper, og så måtte vi gå resten af vejen. Vi havde soveposer, madpakke og en kande kaffe med, og så kunne vi blot vente og på skifte tage en lur på skjulets bænk. Næste morgen blev vi hentet igen.

– Og vi var så heldige at se både bjørne, ulv og jærv, der alle er Skandinaviens største rovdyr, samt rener og elge. Jærven er en lille hidsig fyr, der meget vel kan nedlægge en stor elgkalv. Den har et fantastisk tandsæt, fortæller John Frikke og fortsætter:

– Vi bliver aldrig trætte af naturen. Vi var ikke nord for polarcirklen, men vi var så langt oppe, at det aldrig blev helt mørkt. Selvfølgelig faldt lysstyrken om natten, og det gav rent fotografisk nogle udfordringer, men rigtig mørkt blev det ikke.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Foto John Frikke

John Frikke fortæller videre, at turene til fods til skjulene var fantastisk spændende: – for vi kunne jo godt møde en bamse på vejen. Da de en aften var kommet ind i skjulet, kom der få minutter efter en bjørn luntende forbi, og far og søn var enige om, at den havde fulgt efter dem fra bilen til skjulet.

– Hvad havde du gjort, hvis du havde opdaget den bag ved jer?

– Jeg havde vendt mig om og givet mig til kende. Der ville ikke ske noget. Vilde dyr angriber ikke umiddelbart mennesker.

– Vi skal lære at omgås de vilde dyr og naturen. Alle statistikker viser, at vilde dyr kun meget, meget sjældent angriber mennesker, og det sker endnu sjældnere med dødelig udgang. De meget få konfrontationer, der er, sker normalt kun under jagt.

– Ulvene gider f.eks. ikke mennesker. De er mere bange for os end vi er for dem. Dyr angriber kun mennesker, hvis de føler sig presset.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Fotos John Frikke

Om den hjemlige debat om vilde ulve i landet, siger John Frikke, at vi skal lære at leve med dem og naturen. I betragtning af statistikkerne virker frygten for de store dyr lidt overdrevent.

– Vi skal være fornuftige og også være opmærksomme på, at vi har en helt anden natur end i det nordligere Skandinavien med de store, åbne vidder. Her er mange i øvrigt heller ikke glade for de store rovdyr. I et stort område er jærven f.eks. udryddet ved nedskydning, og man prøver også at holde bestanden af ulve nede.

– Er det så ikke en god ide, at man som i Klelund plantage indhegner et yngleområde i yngletiden?

– Jo, det er godt for både mennesker og dyr. Der er en del mennesker, der ikke kan komme tæt nok på de vilde dyr, og så er det, at dyrene specielt i yngletiden kan føle sig presset. Vi skal tænke os om og forvalte naturen med dyrene godt.

– I Princippet er det det samme, vi gør i Vadehavet, hvor det er nødvendigt at indhegne nogle små  områder, hvor fuglene kan yngle og mennesker ikke kommer. Det viser sig, at i de indhegnede yngleområder trives fuglene og yngler fint, mens der udenfor de indhegnede områder ikke sker noget som helst, siger John Frikke, der samtidig understreger, at Vadehavet jo bl.a. med sine store fugleflokke byder på nogle enestående oplevelser.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Fotos John Frikke

Men tilbage til turen til grænselandet mellem Finland og Rusland.

John Frikke fortæller også, at på vejen hjem fra Kuhmo tog far og søn det roligt.

– Vi kørte bl.a. ind til Saimaa, der er en meget stor sø, hvor der lever en ferskvandssæl. Ud over i Saimaa lever der kun ferskvandssæler i to russiske søer. Det er sæler, der blev fanget i søerne efter istiden og som har tilpasset sig ferskvandet. Men vi fandt nu ikke sælerne.