Tekst: René Jørgensen foto: Ribe Boligforening
21. august 2026.

Vi skal jo starte et sted – Fællesskabet på Parkvej blev starten på mere fællesskab

RIBE: Det begyndte egentlig med et ganske enkelt spørgsmål mellem to naboer på Parkvej: “Skal vi ikke lave noget?” I dag er svaret blevet til Byttehytten, hvor beboerne kan aflevere og hente ting. Men for initiativtagerne Sanne og Karin handler det mindst lige så meget om at få naboerne til at lære hinanden at kende.

Da Sanne flyttede ind på Parkvej, havde hun lyst til at skabe noget sammen med de andre beboere. Derfor tog hun fat i Karin, som havde boet på Parkvej siden 2007.

– Skal vi ikke lave noget? spurgte Sanne.

Det spørgsmål blev begyndelsen på et samarbejde mellem de to kvinder, der begge har en baggrund som pædagoger og en fælles interesse for det sociale liv mellem mennesker.

Sanne er 61 år og mor til tre. Hun har altid været optaget af fællesskaber og af betydningen af, at mennesker ikke bare bor ved siden af hinanden, men også kender hinanden.

– Jeg kan godt lide, at man kommer hinanden ved, og at man ved, hvem hinanden er, fortæller hun.

Det havde vi prøvet før

Karin er 58 år og havde allerede boet mange år på Parkvej, da Sanne flyttede ind. Også hun havde tænkt over, om der kunne skabes mere fællesskab blandt beboerne.

Det var dog ikke første gang, der havde været idéer om sociale aktiviteter på Parkvej. Og Karin kendte derfor også den reaktion, som nye forslag nogle gange bliver mødt med.

– “Nej, det har vi prøvet, og det duer ikke.” Sådan var der virkelig mange, der sagde, hver gang vi prøvede at starte noget socialt, fortæller Karin.

Men Sanne og Karin lod sig ikke slå ud.

– Vi skal jo starte et sted, var tanken. Denne gang havde de ovenikøbet noget meget konkret at tage udgangspunkt i. Det gamle vaskeri på Parkvej stod tomt, og de to kvinder syntes, at lokalerne burde kunne bruges til noget.

Fra vaskeri til Byttehytte

Den første idé var faktisk at indrette et gæstehus, som kunne benyttes af beboerne, når de fik familie eller venner på besøg. Men da mulighederne blev undersøgt nærmere, viste det sig, at projektet ville blive alt for dyrt.

Så opstod en anden tanke: Hvorfor ikke bruge lokalerne til noget, der kunne komme flere af beboerne til gode og samtidig skabe mere liv og fællesskab?

Resultatet blev Byttehytten, som åbnede i marts 2025.

Her kan beboerne på Parkvej komme med ting, de ikke længere selv har brug for, og måske finde noget andet, som de kan bruge. På den måde kan ting få nyt liv i stedet for at ende som affald.

Men Byttehytten er ikke tænkt som en genbrugsbutik for hele Ribe. Den er først og fremmest et tilbud til beboerne og et sted, hvor man kan møde andre fra området.

For Sanne og Karin er det netop mødet mellem mennesker, der er det vigtigste.

For når man først har fået et sted at mødes, kan der måske vokse andre idéer frem. En kop kaffe, en snak med naboen eller måske nye aktiviteter på Parkvej.

Byttehytten er derfor ikke nødvendigvis målet i sig selv. Den er måske snarere begyndelsen.

For som Sanne og Karin siger:

– Vi skal jo starte et sted.

Maiken Zoëga Maskov, kommunikations- og marketingassistent i Ribe Boligforening, fortæller, at Byttehytten åbnede i marts 2025.