Tekst Hasse Jørgensen, foto Colourbox, torsdag den 5. februar 2026
Esbjerg Kommune åbner nu dørene for en ny målrettet uddannelse for pædagogiske assistentelever med en særlig interesse for voksne og ældre – en strategisk satsning på fremtidens velfærd.
Fra juni 2026 åbner kommunen denne mulighed for mennesker, der drømmer om at blive pædagogiske assistenter og om at bruge deres faglighed til at gøre en forskel for voksne og ældre.
For første gang tilbydes en målrettet uddannelse, hvor 10 pædagogiske assistentelever får hele deres oplæring inden for social- og sundhedsområdet.
Initiativet er en strategisk satsning, der skal sikre dygtige medarbejdere med relevante kompetencer til fremtidens velfærd.
– Med den nye uddannelsesvej skaber vi en tydelig og sammenhængende ramme for mennesker, der er motiveret af arbejdet med voksne og ældre ud fra en pædagogisk tilgang. Det betyder, at elever, som brænder for netop dette område, får en mere målrettet uddannelse, samtidig med at vi i oplæringen kan have et særligt fokus på de kompetencer, der er behov for i arbejdet med netop denne målgruppe, siger direktør for Fritid Sundhed Omsorg & Social i Esbjerg Kommune, Arne Nikolajsen.
En ny vej til et meningsfuldt arbejdsliv
Den nye uddannelsesvej styrker løsningen af opgaver for og med borgerne og giver eleverne et spændende uddannelses- og arbejdsliv.
Eleverne vil få oplæring på steder, hvor der allerede er pædagogisk personale, så de kan spejle sig i den faglighed, de uddanner sig til. Samtidig indgår de i tværprofessionelle miljøer med f.eks. ergoterapeuter, pædagoger og SOSU-hjælpere og -assistenter, hvilket giver en bred forståelse af samarbejdet omkring borgerne.
De pædagogiske assistentelever kan komme i oplæring på fx et botilbud for voksne med fysiske og psykiske funktionsnedsættelser, på et aktivitetstilbud for voksne med udviklingshandicap, på et plejehjem for borgere med demens eller gerontopsykiatriske problemstillinger eller på et visiteret dagtilbud for ældre.
– Jeg tror på, at pædagogiske assistenter er en blandt flere veje til at sikre dygtige medarbejdere med relevante kompetencer til fremtidens velfærd. Deres faglighed er vigtig i arbejdet med voksne borgere, og med vores nye tiltag målretter vi en uddannelse til lige netop dem, der har denne interesse, ligesom vi samtidig øger antallet af uddannelsespladser, så flere uddannes, siger chef for Uddannelse & Rekruttering i Esbjerg Kommune, Susanne Hartvig.
Også SOSU Esbjerg ser positivt på det nye initiativ
– Vi er altid åbne for nye initiativer, der styrker rekrutteringen og bidrager til en endnu tættere kobling mellem uddannelse og praksis. Det her er et godt eksempel på, hvordan samarbejde kan skabe attraktive uddannelsesveje, siger Helle Holm, uddannelseschef, SOSU Esbjerg.
Ansøgningsfristen for elevpladser er den 1. marts 2026. Interesserede kan læse mere om den nye målrettede pædagogisk assistentuddannelse (PA) i stillingsopslaget på https://www.esbjerg.dk/job









































































