Tekst og fotos Hasse Jørgensen, lørdag den 23. oktober
Ribe er rig på mange spænende gamle og ældre huse. Et af dem ligger på Kurveholmen. Her er der tale om et hus, der virkeligt kunne fortælle historier, hvis altså huse kunne tale.
Huset stammer fra 1906 og ejes i dag af Kristina Kirk og Søren Christensen, der sammen driver designerfirmaet Kirk og Kløgt, hvor firmaadressen i dag er Saltgade i jernstøberiets gamle portnerbolig.
Hensigten er, at firmaet skal flyttes til hjemmet på Kurveholmen, og det venter ægteparret kan ske i det tidlige forår.
Men først skal Kristina Kirk og Søren Christensen være færdig med den omfattende renovering af den store ejendom, som parret er midt i.
Ejendommen rummer 374 kvadratmeter boligareal plus fuld kælder, og selv om hele huset bliver gennem renoveret, sker det med skyldig hensyntagen til husets gamle stil og hele atmosfære. Det er tydeligt at både Kristina og Søren går meget op i detaljerne for at bevare husets ”identitet”
Huset får igen spir
Således lægger ejerne stor vægt på at gennemgå rum for rum for at se, hvad der er med til at skabe huset og dets atmosfære. I det store køkken, som er indrettet i den midterste af de tre stuer en suite i husets længdeakse, er de gamle paneler genskabt, og over hele huset bliver gamle døre og andet anvendt i det omfang, det er muligt. Et par spir, der sad på hver tagende ved gavlene, bliver genskabt, for under arbejdet fandt Kristina Kirk og Søren Christensen resterne af det ene spir, og ud fra det kan de to spir nu genskabes i nøjagtig model af de originale.
(Artiklen fortsætter under billedet)
Havestuen ud mod Kurveholmen er næsten et kapitel for sig selv, når det gælder husets identitet. Havestuens vægge består for en stor del af glas. Der skal ikke meget sol til, før der bliver godt varmt forår, sommer og vinter, men der bliver også hurtigt koldt på grund af manglende isolering.
– Når alt det andet er færdigt, kommer turen til havestuen, og vi vil gerne have den isoleret. Eventuelt med forsatsvinduer. Og vi vil gerne skifte nogle af vinduerne ud, så de alle er ens, men de kan være svære at finde. Kristina har dog været god til at finde ting på brugt markedet, så det kan også være, hun kan finde vinduerne her, siger Søren.
På første sal er alle vægge og inventar fjernet, og under det arbejde fandt man to runde vinduer ud i gavlen, som var dækket til. De bliver nu genåbnet med runde lysninger ind til de to værelser, de kommer til at sidde i.
(Artiklen fortsætter under billedet)
Det ene bliver i øvrigt i et af husets badeværelser.
Fantastisk udsigt
– Herfra er der en fantastisk udsigt over Mølledammen, Vedels anlæg og den omgivende natur, og ved indretningen har vi taget hensyn til, at når man er på toilettet, i badekarret eller under bruseren, kan man nyde den dejlige udsigt. Til gengæld kan man ikke se ud ad vinduet fra håndvasken, så hvis man vil nyde naturen, når man børster tænder, må man flytte sig, fortæller Kristina Kirk med et stort grin.
Næste skridt i renoveringen er nyt tag, som lægges de kommende 14 dage.
– Og når det er lagt, kan vi komme til at genopbygge førstesalen, hvor der skal være fem soveværelser samt badeværelset, fortæller Søren Christensen.
Parret har selv lavet alt det arbejde, de kunne samtidig med en travl hverdag i designerfirmaet, og ellers har de fået en god hjælpe af Gregers Brun fra tømrerfirmaet Helge Brun og Sønner.
– De har været helt fantastiske. De har holdt, hvad de lovede, de er kommet, når de skulle og de har i det hele taget være enestående, roser Kristina og Søren.
Sjovere at bygge end rive ned
Og som Søren siger: det er altså langt sjovere at bygge op end pille ned.
– En lørdag var vi en masse venner og familie samlet, og den dag fik vi pillet så meget ned, at vi kunne fylde en masse containere med byggeaffald i form af træ, puds, rockwool. Og jeg skal hilse og sige, at det støver. Vi havde også købt nogle specielle heldragter, da vi skulle fjerne isoleringen, for det klør, når det kommer på huden, siger Søren.
At Kristina og Søren faldt for huset, hænger sammen med beliggenheden men også den kendsgerning, at husets indretning i stueetagen er som skabt til også at rumme det grafiske designerfirma. Et firma, der har travlt både med lokale og nationale opgaver.
Hoveddøren fører ind til en stor hall, hvorfra der er adgang til to, store værelser, der fremover skal blive kontorer. Dermed kan man komme i firmaet uden at skulle ind i private.
I dag fungerer værelserne som teenager værelser til soveværelserne oven på bliver færdige. Og Kristina og Søren bruger den fremtidige fjernsynsstue som soveværelse.
– Så det er godt, vi har en stor kælder, hvor vores ting kan være, indtil vi kan tage hele huset i brug, siger Søren, og Kristina føjer til, at huset bestemt aldrig har været kedeligt.
Fuglene måtte pilles ned
Huset var tidligere ejet af Else og Frank Bregnballe, og Else Bregnballe havde som fysioterapeut klinik i huset.
– Hun havde i lokalet, der rummede hendes klik, fået malet fugle på loftet, så klienterne, når de fik behandling, kunne ligge og se på fuglene. Mange har spurgt, om de fugle var bevaret, men det har desværre ikke været muligt. Pudset, de var malet på, var desværre i for dårlig stand, fortæller Kristina.
Desuden har der været klubværelser på første sal, og der er mange, der har sagt til os, at der virkeligt var fest og sjov i de klubværelser. En enkelt har fortalt os, at vedkommende er sikker på, at deres første barn er undfanget i et af værelserne, fortæller Kristina.
Og den store have er et kapitel for sig selv. Den er lavet som et insekthotel med masser af biodiversitet, og det vil vi bevare en meget stor del af, selv om der dog skal laves lidt om.
– Vi har rigtig mange myg i planter tæt på huset, og dem vil vi godt flytte lidt længere væk, siger Søren.
-Og vi skal også have lidt mormorhave med stauder, føjer Kristina til.